Velkommen til dig! Og dig derovre.
Velkommen til alle mine læsere. Velkommen til dem som kun sjældent, men som nu endelig er her, læser dette kaos af tanker og tåbelige indfald. Og velkommen til de store digtere.
Velkommen til det fjerde i rækken af mislykkedes blogindlæg. Velkommen til en skriveblokering. Velkommen til den første af de sidste krampetrækninger fra Afrika, og hej til en laptop der snart løber tør for strøm.
Velkommen til skrædderne, der er nødt til at arbejde i skiftehold for at opfylde skåneærme-kvoten, og velkommen til gadedrengene, der bare elsker snobrød.
Velkommen til hængerøvene, hurtigløberne, onklerne og ikke mindst chaufførerne. Det kører for jer.
Velkommen til dem der sidder dernede på bagerste række, og kaster med popcorn. Goddag til syvsoverne, og godmorgen til hende der startede bålet i morges.
Velkommen til de røde og til de blå. Her skal hele paletten leve sammen. Velkommen til de hvide, og velkommen til de sorte. Til de gule og til alle der føler, de skal skille sig ud.
Velkommen til de åbne indendørs nigerianske mesterskaber i midnatsstangtennis.
Velkommen til andagt, bibeltimer og bønner, og velkommen til druk, hor og fordærv.
Velkommen til alle på markedet, handlende, købende, tiggende, unge, gamle, de hæderlige og ikke mindst svindlerne – alle jer der giver sig ud for at være noget I ikke er. Jeres tid kommer.
Velkommen til manden der gravede brønden, og velkommen til alle hvis yndlingsredskab er en spand.
Velkommen til forældrene, vennerne og dem der oprigtig tænker på menneskerne på det glemte kontinent. De kan godt mærke det.
I er alle velkomne her i mine tanker - desværre har alting en ende.
Farvel til alle der kom hertil. Det var sødt af jer. Dette er mit hoved, og der roder.
Jeg er en strandet hval. En træt hval. Jeg svømmede forkert i Nordvestpasagen, og nu ligger jeg på Rømø og indånder den sidste snært af liv. Det eneste jeg tænker på, er at komme hjem, og få luft. Om 17 dage sker der noget. Der er noget der trækker mig tilbage. Om det er Greenpeace eller British Airways er underordnet. Jeg har set og oplevet meget, men nu tynger en white-ball i min mavesæk mig. Fordøjelsen er næste punkt på rejsen.
Velkommen hjem. Snart.
fredag den 6. november 2009
onsdag den 28. oktober 2009
Der er varmt i Bauchi
På afstand ligner det en pløret, kugleformet masse. Når vi går lidt tættere på, kan vi se de første konturer i de store plader. Hvis man tager endnu et skridt frem, kan man se Y'et, dannet af Niger og Benue, og lige over hvor de mødes, er der et vindue. Der er tremmer for, og bag dem er der et myggenet. Hvis vi stiller os på tæer, kan vi lige se, at der sidder en gruppe mennesker derinde, og hov, en af dem er mig - Asger fra Danmark. Jeg ser ud som om, jeg dagdrømmer. Jeg tror, jeg sniger mig ind, og niver mig i den venstre delle lige over buksekanten.
Det føles som om en aer mig på hoften. Jeg misser et par gange med øjnene, men jeg er her stadig. Hmm. Rummet er gult, og jeg sidder i en hvid plastichavestol. Omkring mig sidder ti mennesker. Til venstre for mig ser jeg min makker Longi, og til højre sidder Maja. Jeg tror nok, at Uncle Yusuf lige har læst op af Lukasevangeliet, og derefter kommenteret det et kvarters tid, men nu snakker han om fodbold. Tror, jeg skal træde et skridt tilbage igen.
Jeg kommer til mig selv, helt. Jeg sidder i andagtsrummet på Gidan Bege, og klokken er ikke meget over otte. Jeg befinder mig allerede midt i morgenens anden andagt. Dagens bibeltekst, og dertilhørende kommentar, forstod jeg ikke helt. Det var vidst noget med, at Peter heller ikke helt forstod Jesus. Han virker som en meget fin fyr – Peter, altså. Uncle Yusuf spørger, om der er nogen, der har noget, de gerne vil have, vi beder om i fællesskab. Der når ikke engang at komme pinlig tavshed, før han bryder ind, og spørger om vi så fodboldkampen i går. Huh? Lad os bede for det nigerianske landshold, siger han. Os blege kigger lidt på hinanden, og udveksler et stille nå med øjnene. Det kan vi da godt. Og lad os også bede for, at Tyskland laver en masse mål mod Honduras - og at Nigeria vinder på fredag! Han lever i den grad op, når snakken går på fodbold. En af de andre mænd i lokalet bryder ind med lidt taktisk info. Han siger, mest som information til os nordboer, at nu hvor kampen på fredag skal spilles i Bauchi, så er det til klar fordel for Nigeria. Modstanderne vil komme til at lide i varmen der. Vi nikker meget indforstået.
Uncle Yusuf spørger Mama, gadedrengenes lærerinde, om hun ikke vil bede for os. Hun begynder straks at plapre løs på hausa. Om hun snakker om fodbold eller ej, forstår jeg ikke helt. Jeg tror, jeg falder lidt hen igen, men bliver afbrudt af et fælles amen. Folk rejser sig, og skramler lidt med havemøblementet. Der bliver klasket håndflader på tværs af lokalet, og jeg skynder mig ud til drengene, som jeg ved venter udenfor.
Det føles som om en aer mig på hoften. Jeg misser et par gange med øjnene, men jeg er her stadig. Hmm. Rummet er gult, og jeg sidder i en hvid plastichavestol. Omkring mig sidder ti mennesker. Til venstre for mig ser jeg min makker Longi, og til højre sidder Maja. Jeg tror nok, at Uncle Yusuf lige har læst op af Lukasevangeliet, og derefter kommenteret det et kvarters tid, men nu snakker han om fodbold. Tror, jeg skal træde et skridt tilbage igen.
Jeg kommer til mig selv, helt. Jeg sidder i andagtsrummet på Gidan Bege, og klokken er ikke meget over otte. Jeg befinder mig allerede midt i morgenens anden andagt. Dagens bibeltekst, og dertilhørende kommentar, forstod jeg ikke helt. Det var vidst noget med, at Peter heller ikke helt forstod Jesus. Han virker som en meget fin fyr – Peter, altså. Uncle Yusuf spørger, om der er nogen, der har noget, de gerne vil have, vi beder om i fællesskab. Der når ikke engang at komme pinlig tavshed, før han bryder ind, og spørger om vi så fodboldkampen i går. Huh? Lad os bede for det nigerianske landshold, siger han. Os blege kigger lidt på hinanden, og udveksler et stille nå med øjnene. Det kan vi da godt. Og lad os også bede for, at Tyskland laver en masse mål mod Honduras - og at Nigeria vinder på fredag! Han lever i den grad op, når snakken går på fodbold. En af de andre mænd i lokalet bryder ind med lidt taktisk info. Han siger, mest som information til os nordboer, at nu hvor kampen på fredag skal spilles i Bauchi, så er det til klar fordel for Nigeria. Modstanderne vil komme til at lide i varmen der. Vi nikker meget indforstået.
Uncle Yusuf spørger Mama, gadedrengenes lærerinde, om hun ikke vil bede for os. Hun begynder straks at plapre løs på hausa. Om hun snakker om fodbold eller ej, forstår jeg ikke helt. Jeg tror, jeg falder lidt hen igen, men bliver afbrudt af et fælles amen. Folk rejser sig, og skramler lidt med havemøblementet. Der bliver klasket håndflader på tværs af lokalet, og jeg skynder mig ud til drengene, som jeg ved venter udenfor.
onsdag den 21. oktober 2009
Sagde du lige det?
Som tiden går, bliver de oplagte emner og observationer færre og færre. Hele tiden har jeg prøvet at holde min blog i det muntre hjørne og kun ytret mig (forholdsvis) positivt om folk.
Dette indlæg har været lidt tid undervejs, og der har været mange overvejelser i den tid. Nok har vi været i Nigeria i nu to måneder, men der er stadig en del ”kultur”-forskelle, man undrer sig over. (Grunden til de foregående gåseøjne er, at jeg langt hen af vejen ikke mener, det er kultur, men derimod mangel på oplysning der giver den største kløft.)
I den sidste tid har jeg derfor samlet sammen til en lille liste, der forhåbentlig illustrerer hvordan, man nogle gange føler, man løber panden mod en mur. Den eneste tanke, jeg ofte står ladt tilbage med, er: Sagde du lige det?
(Jeg håber ikke, der er kommet alt for mange episoder med, og jeg håber heller ikke det er alt for gennemsyret af galle. I det tilfælde at det bliver for langt og surt, så vil jeg gerne på forhånd sige tak til min mor, for trofast at kæmpe sig igennem sure opstød og stadig synes jeg er dygtig. Tak.)
Torsdag den 15. oktober:
Som afslutning på vores daglige morgenandagt læser vi altid en lille kommentar i et gratis udleveret hæfte. Dagens emne var ”Gode vaner”. Det er i og for sig en fin lille ting, men den sidste linje i teksten fangede i den grad min opmærksomhed. ”Gud har den gode vane at få solen til at stå op og ned. Hvad er din?” Sig mig engang: Er jorden stadig flad?!
Søndag den 18. oktober:
Denne morgen besøgte vi en af de nigerianske pigers, Victoria, kirke. De var ved at skrabe lidt penge (700.000 naira = 20.000 kr.) sammen, til at gøre kirken lidt mere lækker. Præsten fortalte under prædikenen om en fattig dame, der gav sit sidste mad til en stakkels profet i stedet for til sig selv og sin søn. Det skulle menigheden også gøre – altså give deres penge til kirken. Gud dækkede jo for damen for 2000 år siden, så det vil han også gør nu. Fundraising direkte under prædikenen, så de ældres råd kan få blødere stole mm. Manipulation er hvad det er! Denne sammenblanding af penge og kirke, efterlader mig kun med en kommentar: Sagde du lige det – og så fra prædikestolen?!
(Det skal lige forklares, at kirkerne hernede ikke er statsstøttede, og derfor er nødt til at samle penge ind fra menigheden, men burde man så ikke lave en sektion i gudstjenesten, hvor man kalder en spade for en spade i stedet for at pakke det ind i prædikenen?)
Søndag fortsat:
Tidligere på ugen havde vi besøg af Tine, Johannes og Mike der til dagligt bor i Mbamba lige udenfor Yola. Disse byer har alle tidligere Reach Out-hold med stor glæde besøgt, men pga. diverse stridigheder er vores rejse til den del af landet udskudt på ubestemt tid. Denne eftermiddag sad vi så endnu en gang og plagede om at det kunne blive taget op til overvejelse igen. Nu havde vi jo lige set at vores danske venner kunne overleve køreturen, og i øvrigt have gjort det flere gange. For at lukke munden på os, og igen pointere sin tyrkertro på onde muslimer, fortalte Chris en historie. Han havde hørt fra en kammerat, som selv havde set det, ellers ville han selvfølgelig ikke have troet det, at der fandtes muslimmer, der var besat af djævlen, og derfor ikke kunne skydes. Kuglerne ville simpelthen bare falde ned på jorden foran dem. Endnu en gang stopper en diskussion med Chris med det hvide ud af øjnene. Manden er 38, og tror Superman er muslim...
Jeg forstår virkelig godt sikkerhedsspørgsmålet, men kom dog med nogle ordenlige argumenter og spar de halvfesne lignelser til kirken.
Mandag den 19. oktober:
På mandage og tirsdage er jeg begyndt at arbejde på en privatskole, der hedder Glorious Hope. Det er langt hen ad vejen en rigtig fin oplevelse, og børnene er velopdragne og imødekommende. De er vant til, at hvis man fejler, så får man prygl. Det er omtrent sådan jeg forestiller mig den sorte skole hjemme i Danmark for 50 år siden. Her er det bare bogstaveligt ”Den sorte skole”.
Jeg finder mig selv siddende ved kateteret, på den ene langside i klasseværelset, i færd med at rette matematikopgaver, da jeg ser op over hæftet, og opdager at min lærerkollega hiver ungerne op foran tavlen. Han beder dem efterfølgende om at knæle ned med front mod klassen. Så fortæller han at de skal holde armene over hovedet, og vente indtil det bliver deres tur. Nu starter han sin tur frem og tilbage foran geleddet. I dagens anledning har han anskaffet sig en stump ledning på cirka 30 cm. Den svirper første gang ned over nakken på en af drengene, der falder sammen i smerte på den hårde, kolde cementgulv. Læreren forsætter ned over ryggen på drengen, og senere på balder og baglår. Da denne torturtime er på sit højeste, sidder 12 af klassens 16 elever på knæ foran tavlen. Lokalet er fyldt med en blanding skrig, tårer, hulken og bønner om nåde. Jeg har sjældent haft så meget lyst til at rejse mig og ty til vold. Han burde bogstaveligt talt have en røvfuld det sadistiske møgsvin!
Nå, men ikke nok med at jeg skal arbejde sammen med en fladpandet middelalderbøddel, så kom der en kvindelig lærer forbi midt i agten. Hun stillede sig smilende i døren, og her tror man det bedste om sine medmennesker, men så spørger hun fandeme: ”Har du brug for hjælp? Jeg kan godt lide at straffe børn!” Endnu engang har jeg kun ét spørgsmål: Sagde du lige det?!
Mandag fortsat:
Efter aftensmaden sidder Maria med Chris og Eunices yngste søn, halvanden måned gamle Peter. Nen, der sidder ved siden af, hiver gang på gang Peters fingre ud af munden på ham. Vi danskere bliver lidt irriterede på hende, fordi vi synes det okay at sutte lidt på en tommelfinger, så vi spørger Eunice om han ikke nok må få lov til det. ”Om han må sutte på sine fingre?! Ved I ikke, det kan blive en livslang lidelse?” Der må vi så nok svare nej. Vi prøver os lidt på skift med at forklare, at vi altså ikke kender voksne, der går rundt og sutter i smug. Det er da rigtig, at der er nogle børn, der har svært ved at vende sig af med sutten, men at man skal sutte på sine fingre i smug, og samtidig kærtegne sine brystvorter - og ja, det var næste eksempel Eunice kom med - det har jeg svært ved at tro. Maria begyndte så at snakke om Freud og diverse faser, men jeg tror psykoanalysen har svære kår her i landet. Var det ikke noget med, at Freud også havde en forklaring på, at Gud var en, vi har opfundet for at give vores tilværelse lidt mere mening?
Om det er kulturforskelle eller ej, det vil jeg lade være op til læseren, men når man står i det, er det ofte svært ikke at rynke brynene og tænke: Sagde du lige det?
Dette indlæg har været lidt tid undervejs, og der har været mange overvejelser i den tid. Nok har vi været i Nigeria i nu to måneder, men der er stadig en del ”kultur”-forskelle, man undrer sig over. (Grunden til de foregående gåseøjne er, at jeg langt hen af vejen ikke mener, det er kultur, men derimod mangel på oplysning der giver den største kløft.)
I den sidste tid har jeg derfor samlet sammen til en lille liste, der forhåbentlig illustrerer hvordan, man nogle gange føler, man løber panden mod en mur. Den eneste tanke, jeg ofte står ladt tilbage med, er: Sagde du lige det?
(Jeg håber ikke, der er kommet alt for mange episoder med, og jeg håber heller ikke det er alt for gennemsyret af galle. I det tilfælde at det bliver for langt og surt, så vil jeg gerne på forhånd sige tak til min mor, for trofast at kæmpe sig igennem sure opstød og stadig synes jeg er dygtig. Tak.)
Torsdag den 15. oktober:
Som afslutning på vores daglige morgenandagt læser vi altid en lille kommentar i et gratis udleveret hæfte. Dagens emne var ”Gode vaner”. Det er i og for sig en fin lille ting, men den sidste linje i teksten fangede i den grad min opmærksomhed. ”Gud har den gode vane at få solen til at stå op og ned. Hvad er din?” Sig mig engang: Er jorden stadig flad?!
Søndag den 18. oktober:
Denne morgen besøgte vi en af de nigerianske pigers, Victoria, kirke. De var ved at skrabe lidt penge (700.000 naira = 20.000 kr.) sammen, til at gøre kirken lidt mere lækker. Præsten fortalte under prædikenen om en fattig dame, der gav sit sidste mad til en stakkels profet i stedet for til sig selv og sin søn. Det skulle menigheden også gøre – altså give deres penge til kirken. Gud dækkede jo for damen for 2000 år siden, så det vil han også gør nu. Fundraising direkte under prædikenen, så de ældres råd kan få blødere stole mm. Manipulation er hvad det er! Denne sammenblanding af penge og kirke, efterlader mig kun med en kommentar: Sagde du lige det – og så fra prædikestolen?!
(Det skal lige forklares, at kirkerne hernede ikke er statsstøttede, og derfor er nødt til at samle penge ind fra menigheden, men burde man så ikke lave en sektion i gudstjenesten, hvor man kalder en spade for en spade i stedet for at pakke det ind i prædikenen?)
Søndag fortsat:
Tidligere på ugen havde vi besøg af Tine, Johannes og Mike der til dagligt bor i Mbamba lige udenfor Yola. Disse byer har alle tidligere Reach Out-hold med stor glæde besøgt, men pga. diverse stridigheder er vores rejse til den del af landet udskudt på ubestemt tid. Denne eftermiddag sad vi så endnu en gang og plagede om at det kunne blive taget op til overvejelse igen. Nu havde vi jo lige set at vores danske venner kunne overleve køreturen, og i øvrigt have gjort det flere gange. For at lukke munden på os, og igen pointere sin tyrkertro på onde muslimer, fortalte Chris en historie. Han havde hørt fra en kammerat, som selv havde set det, ellers ville han selvfølgelig ikke have troet det, at der fandtes muslimmer, der var besat af djævlen, og derfor ikke kunne skydes. Kuglerne ville simpelthen bare falde ned på jorden foran dem. Endnu en gang stopper en diskussion med Chris med det hvide ud af øjnene. Manden er 38, og tror Superman er muslim...
Jeg forstår virkelig godt sikkerhedsspørgsmålet, men kom dog med nogle ordenlige argumenter og spar de halvfesne lignelser til kirken.
Mandag den 19. oktober:
På mandage og tirsdage er jeg begyndt at arbejde på en privatskole, der hedder Glorious Hope. Det er langt hen ad vejen en rigtig fin oplevelse, og børnene er velopdragne og imødekommende. De er vant til, at hvis man fejler, så får man prygl. Det er omtrent sådan jeg forestiller mig den sorte skole hjemme i Danmark for 50 år siden. Her er det bare bogstaveligt ”Den sorte skole”.
Jeg finder mig selv siddende ved kateteret, på den ene langside i klasseværelset, i færd med at rette matematikopgaver, da jeg ser op over hæftet, og opdager at min lærerkollega hiver ungerne op foran tavlen. Han beder dem efterfølgende om at knæle ned med front mod klassen. Så fortæller han at de skal holde armene over hovedet, og vente indtil det bliver deres tur. Nu starter han sin tur frem og tilbage foran geleddet. I dagens anledning har han anskaffet sig en stump ledning på cirka 30 cm. Den svirper første gang ned over nakken på en af drengene, der falder sammen i smerte på den hårde, kolde cementgulv. Læreren forsætter ned over ryggen på drengen, og senere på balder og baglår. Da denne torturtime er på sit højeste, sidder 12 af klassens 16 elever på knæ foran tavlen. Lokalet er fyldt med en blanding skrig, tårer, hulken og bønner om nåde. Jeg har sjældent haft så meget lyst til at rejse mig og ty til vold. Han burde bogstaveligt talt have en røvfuld det sadistiske møgsvin!
Nå, men ikke nok med at jeg skal arbejde sammen med en fladpandet middelalderbøddel, så kom der en kvindelig lærer forbi midt i agten. Hun stillede sig smilende i døren, og her tror man det bedste om sine medmennesker, men så spørger hun fandeme: ”Har du brug for hjælp? Jeg kan godt lide at straffe børn!” Endnu engang har jeg kun ét spørgsmål: Sagde du lige det?!
Mandag fortsat:
Efter aftensmaden sidder Maria med Chris og Eunices yngste søn, halvanden måned gamle Peter. Nen, der sidder ved siden af, hiver gang på gang Peters fingre ud af munden på ham. Vi danskere bliver lidt irriterede på hende, fordi vi synes det okay at sutte lidt på en tommelfinger, så vi spørger Eunice om han ikke nok må få lov til det. ”Om han må sutte på sine fingre?! Ved I ikke, det kan blive en livslang lidelse?” Der må vi så nok svare nej. Vi prøver os lidt på skift med at forklare, at vi altså ikke kender voksne, der går rundt og sutter i smug. Det er da rigtig, at der er nogle børn, der har svært ved at vende sig af med sutten, men at man skal sutte på sine fingre i smug, og samtidig kærtegne sine brystvorter - og ja, det var næste eksempel Eunice kom med - det har jeg svært ved at tro. Maria begyndte så at snakke om Freud og diverse faser, men jeg tror psykoanalysen har svære kår her i landet. Var det ikke noget med, at Freud også havde en forklaring på, at Gud var en, vi har opfundet for at give vores tilværelse lidt mere mening?
Om det er kulturforskelle eller ej, det vil jeg lade være op til læseren, men når man står i det, er det ofte svært ikke at rynke brynene og tænke: Sagde du lige det?
mandag den 12. oktober 2009
Litteratur tur
Så skete det. Jeg er løbet tør for litteratur. Jeg har læst alt fra historisk fakta om Nigeria til Leif Panduros traditioner, og senest har den unge Werther gjort en ende på sine lidelser. Jeg har været nødt til at spørge de medrejsende piger om hjælp i denne krisetid.
En kvinde, meget klogere end jeg, har engang fortalt mig: ”Når du skal ud og rejse, så skal du altid have bøger med, som alle gider læse.” Det er bare ikke alle, der har hørt det udsagn.
Jeg har valgt at lave en liste med nogle af de bøger, folk har slæbt hele vejen fra Danmark til Nigeria. Nogle af kommentarerne har sandsynligvis et meget subjektivt præg, men hej, man kan jo spørge sig selv, om vores 3x23 kilo bagage ikke kunne være blevet brugt til noget bedre?
Kærlighedens 5 sprog af Gary Chapman:
- En samtalebog for ægtepar. Det er altid godt at være beredt. Betina har gentagende gange, dog uden held, prøvet at få mig til at læse i den. Jeg tror, og håber, ikke jeg er målgruppen.
Bridget Jones' dagbog af Helen Fielding:
- Den kræver vist ikke nogen introduktion.
Mine hemmeligheder af Sophie Kinsella:
- Ja, omslaget er lyserødt, og forfatteren er hende der også har skrevet En shopaholic i New York. Jeg orker ikke engang at læse bagsiden.
Nynnes dagbog af Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard:
- På bagsiden står der med fed: ”Champagne, hvidvin, rødvin, cognac, gin, tequila og øl.” Det lyder jo alt sammen meget tiltalende, men noget får mig nu alligevel til at holde lidt igen.
Sex and the City af Candace Bushnell:
- Den kræver vist heller ikke nogen introduktion...
Tre sider af samme sag af Marian Keyes:
- Endnu engang har vi at gøre med en bog med lyserødt omslag. Ellers kan jeg se tre par nøgne dameben, der stritter i hver sin retning, med henholdsvis sorte, gule og røde stilletter.
Bagsiden fortæller historien om tre karrierekvinder og deres... bla bla bla!!!
Samtale med dig selv af René Diekstra:
- Den sidste bog jeg har taget med på denne liste, er endnu en samtalebog. Der står det er en ”vejledning i selvanalyse”. Jeg tror ærligt talt, jeg får et problem, mere end jeg løser et, ved at læse denne bog.
Lad mig afslutningsvis slå fast, at denne liste ikke er lavet for at pege fingre af nogen. Listen er tværtimod lavet for at hylde vores forskelligheder og for at illustrere, at jeg er helt på toppen i denne verden (læs: vores compound) domineret af kvinder.
En kvinde, meget klogere end jeg, har engang fortalt mig: ”Når du skal ud og rejse, så skal du altid have bøger med, som alle gider læse.” Det er bare ikke alle, der har hørt det udsagn.
Jeg har valgt at lave en liste med nogle af de bøger, folk har slæbt hele vejen fra Danmark til Nigeria. Nogle af kommentarerne har sandsynligvis et meget subjektivt præg, men hej, man kan jo spørge sig selv, om vores 3x23 kilo bagage ikke kunne være blevet brugt til noget bedre?
Kærlighedens 5 sprog af Gary Chapman:
- En samtalebog for ægtepar. Det er altid godt at være beredt. Betina har gentagende gange, dog uden held, prøvet at få mig til at læse i den. Jeg tror, og håber, ikke jeg er målgruppen.
Bridget Jones' dagbog af Helen Fielding:
- Den kræver vist ikke nogen introduktion.
Mine hemmeligheder af Sophie Kinsella:
- Ja, omslaget er lyserødt, og forfatteren er hende der også har skrevet En shopaholic i New York. Jeg orker ikke engang at læse bagsiden.
Nynnes dagbog af Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard:
- På bagsiden står der med fed: ”Champagne, hvidvin, rødvin, cognac, gin, tequila og øl.” Det lyder jo alt sammen meget tiltalende, men noget får mig nu alligevel til at holde lidt igen.
Sex and the City af Candace Bushnell:
- Den kræver vist heller ikke nogen introduktion...
Tre sider af samme sag af Marian Keyes:
- Endnu engang har vi at gøre med en bog med lyserødt omslag. Ellers kan jeg se tre par nøgne dameben, der stritter i hver sin retning, med henholdsvis sorte, gule og røde stilletter.
Bagsiden fortæller historien om tre karrierekvinder og deres... bla bla bla!!!
Samtale med dig selv af René Diekstra:
- Den sidste bog jeg har taget med på denne liste, er endnu en samtalebog. Der står det er en ”vejledning i selvanalyse”. Jeg tror ærligt talt, jeg får et problem, mere end jeg løser et, ved at læse denne bog.
Lad mig afslutningsvis slå fast, at denne liste ikke er lavet for at pege fingre af nogen. Listen er tværtimod lavet for at hylde vores forskelligheder og for at illustrere, at jeg er helt på toppen i denne verden (læs: vores compound) domineret af kvinder.
fredag den 2. oktober 2009
Dagens dims: En nøglering
I de gode gamle friluftsdage tilbage på Egmont Højskolen, er der engang blevet sagt, at hvis du skal ud og købe grej, så skal det have mere end én funktion. Det går ikke at købe et strygestål, som ikke også har GPS osv. Det princip har de så sandelig forstået her i Nigeria.
Vi bruger vanvittigt mange timer i vores fantastiske Toyota, og det ville ikke være muligt uden vores bilnøgle – og en nøgle til en Toyota Hiace fortjener et ordenligt ophæng.
Er det en nøglering? Er det en oplukker? Er det en næsten funktionel kam? Eller er det et old-school importeret Oliver Bierhoff stykke merchandise købt på tilbud en regnfuld eftermiddag sommeren 2003 for kun 12 naira på markedet i Bukuru? Nej, det er det hele kombineret i ét! Hvem havde troet det skulle være muligt for menneskeheden? Det må have krævet en hær af nyudklækkede civilingeniører fra DTU med gåpåmod ud over det sædvanlige. Vi takker og bukker alle i dyb taknemmelighed over denne dims. Må der komme flere til.
Vi bruger vanvittigt mange timer i vores fantastiske Toyota, og det ville ikke være muligt uden vores bilnøgle – og en nøgle til en Toyota Hiace fortjener et ordenligt ophæng.
Er det en nøglering? Er det en oplukker? Er det en næsten funktionel kam? Eller er det et old-school importeret Oliver Bierhoff stykke merchandise købt på tilbud en regnfuld eftermiddag sommeren 2003 for kun 12 naira på markedet i Bukuru? Nej, det er det hele kombineret i ét! Hvem havde troet det skulle være muligt for menneskeheden? Det må have krævet en hær af nyudklækkede civilingeniører fra DTU med gåpåmod ud over det sædvanlige. Vi takker og bukker alle i dyb taknemmelighed over denne dims. Må der komme flere til.
Min første bibel
Så skete det, som ingen havde troet. Jeg, Asger Gørup Nielsen, har fået en bibel. Og nej, jeg har ikke været ude og investere i en, jeg har fået den overrakt. Det pudsige er her, at jeg faktisk ikke fortæller hele sandheden. Det er nemlig sådan, at jeg ikke bare har fået én bibel, jeg har fået to. To bibler på to dage af to personer uafhængigt af hinanden. Historien er som følger:
Engang i sidste uge ankom der en flok amerikanere til Jos, og ikke nok med at de var fra USA, så var de alle fra Texas.
- How y'all doin'?
- Jow, tak då...
Vi mødte dem første gang på vores Out Reaches om onsdagen. Det var en fornøjelse, at nu efter fem uger i landet, at kunne stå på sidelinjen, og se dem flashe deres store spejlreflekskameraer, og bare tænke: Dumme turister. Man følte sig helt sort. Nå, men alt i alt var de kære texanere rimeligt harmløse, og så ud til at være glade for at være her.
Vores næste møde med vores nye venner var i mandags hos de store gadedrenge på Transition House. Vi fandt ud af, at de åbenbart er herovre for at fejre fødselsdage. Alles fødselsdage. På én gang. De har åbenbart besluttet sig for at gøre det til en årlig begivenhed, at tage 14 dage til Nigeria, for at tage billeder af glade negerbørn. Så kan de stå der og opføre sig som hvide julemænd, og kaste om sig med slik, sukker og penge, og så tage hjem igen med god samvittighed. Det er jo trods alt, præcis hvad et gadebarn har brug for.
Denne mandag fik vi lidt mere tid til at konversere med vores nye bekendte. Jeg fik talt med et par stykker, og hvad der var fælles for dem var, at alle havde den typiske ”Her kommer jeg, og jeg har svaret”-attitude, og så en uhyggelig bogstavelig tilgang til Ordet. Den sidste mand jeg talte med, begyndte høfligt med at spørge ind til, hvilken kirke jeg kom fra, og om jeg var blevet ”født igen”. Jeg stod og vippede lidt på fødderne, og mine knæ begyndte at nærme sig hinanden, da jeg fik fremstammet et ret dårligt svar:
- Øhh...?
Jeg prøvede at forklare ham om, hvordan den danske folkekirke fungerer, men om jeg var blevet ”født igen”, det vidste jeg altså ikke helt. Så prøvede han på en anden måde.
- Do you know if you're goin' to heaven when you die?
- Det ved jeg ikke helt. Jeg har jo ikke prøvet at dø.
Så blev manden da rigtig ophidset. Var jeg overhovedet rigtig kristen?! Nu skulle jeg finde mig en stol, for det var vi nødt til at tale om. Så begyndte han at battle mig i diverse bibelvers, og jeg kunne bare sidde og føle mig som en konfirmand, der for tredje uge i træk ikke havde været i kirke.
- I'm really sorry to say this, but I'm pretty sure that you're goin' to hell...
Man ved ikke helt om man skal le eller flæbe, når der sidder en ophidset texaner og fordømmende fortæller dig, at du ryger i helvede, og så samtidig med en accent der tyder på, at den bagte kartoffel er blevet byttet ud med en roe. Midt i bibelvers og profetier blev jeg heldigvis reddet (læs: frelst) af en af pigerne, der sagde, at bussen var ved at køre. Jeg skyndte mig væk, mens jeg håbede at det var første og sidste gang jeg skulle stifte bekendtskab med denne hellige cowboy.
Det viste sig ikke at være tilfældet. Om onsdagen da vi ankom til gadedrengehjemmet Gidan Bege, fik vi at vide, at i dag var det deres tur. Nu skulle deres ”fødselsdag” fejres, og på helt samme måde.
Alle dem der er bedste venner med Jesus, rejs jer! Og så står der en flok 6-årige drenge på sukkerchok og hopper. Nogle af drengene havde aldrig set så meget slik før, som de fik den dag. Efter et par af de amerikanske bonderøve havde holdt deres prædiker, kom min ven fra om mandagen over til mig. Alt imens resten af gruppen delte små røde bibler ud til drengene, fortalte han mig, at de alle kom fra Gideons International, og at han havde noget med til mig. Op af brystlommen fiskede han en lille brun bibel op, og gav den til mig. Deri skulle jeg nok kunne finde svaret. Jeg satte den glade og taknemmelige grimasse op, og så slap jeg lidt nemmere end sidst. Man fristes næsten til at sige: Gudskelov.
Til dem som ikke kender til Gideons International, så er det er en kristen amerikansk organisation, hvis primære opgave er, at distribuere bibler. Siden 1908 har de således uddelt op mod 1,5 milliard bibler, på 80 sprog i 175 lande. Der hvor folk oftest støder på dem, er på hotelværelser, hvor man næsten alle steder i USA kan finde en bog skrevet af ham Gideon. I min korte research for at udvide min Gideon-viden, fandt jeg en liste over de forskellige farver, deres udleverede bibler har. Det viser sig, at de kommer i næsten alle regnbuens nuancer. Den røde er således uddelt til "middle/high -school students", den grønne til ”college/university students” og den brune bliver udleveret personligt til folk med særligt brug for den. Ihh altså, jeg er helt speciel!
Det var så historien om min første bibel. Den anden kom dagen efter. Da vi havde spist morgenmad torsdag morgen, tog Lillian fat i mig, og spurgte om vi ikke lige kunne tale sammen. Hun havde det der lidt trykkede ”Du har sagt noget der har gjort mig ked af det”-blik i øjnene, og jeg fik straks dårlig samvittighed. Over hvad vidste jeg ikke lige. Vi satte os i stuen, og hun forklarede at hun havde noget til mig. Hun havde i en tid observeret at jeg ikke ejede en bibel, og det var en fejl af mig, så nu havde hun besluttet at gøre noget ved det. Hun stak mig derpå en New Living Translation Bible – African Edition i hånden.
- Jeg håber virkelig, du vil tage imod den.
Med et lettere overbærende smil sagde jeg frejdigt, at det ville jeg mægtig gerne. Hun havde virkelig frygtet at jeg ville blive stødt over hendes ”aggressivitet”. En gave er en gave, og man kan altid bruge en bibel til. Indtil videre er jeg kommet til kapitel to i første mosebog. Der røg jeg ind i en kæmpe griner over, at der står, at da Gud skabte manden, og dernæst hans hjælper – kvinden. Kan godt se min mor slynge en pande efter ham, der har oversat den bibel.
Hvis min bibel-stime forstætter de næste par dage, kan det godt være drengene derhjemme, skal forvente hårde julegaver i år. Ha' det godt så længe.
Engang i sidste uge ankom der en flok amerikanere til Jos, og ikke nok med at de var fra USA, så var de alle fra Texas.
- How y'all doin'?
- Jow, tak då...
Vi mødte dem første gang på vores Out Reaches om onsdagen. Det var en fornøjelse, at nu efter fem uger i landet, at kunne stå på sidelinjen, og se dem flashe deres store spejlreflekskameraer, og bare tænke: Dumme turister. Man følte sig helt sort. Nå, men alt i alt var de kære texanere rimeligt harmløse, og så ud til at være glade for at være her.
Vores næste møde med vores nye venner var i mandags hos de store gadedrenge på Transition House. Vi fandt ud af, at de åbenbart er herovre for at fejre fødselsdage. Alles fødselsdage. På én gang. De har åbenbart besluttet sig for at gøre det til en årlig begivenhed, at tage 14 dage til Nigeria, for at tage billeder af glade negerbørn. Så kan de stå der og opføre sig som hvide julemænd, og kaste om sig med slik, sukker og penge, og så tage hjem igen med god samvittighed. Det er jo trods alt, præcis hvad et gadebarn har brug for.
Denne mandag fik vi lidt mere tid til at konversere med vores nye bekendte. Jeg fik talt med et par stykker, og hvad der var fælles for dem var, at alle havde den typiske ”Her kommer jeg, og jeg har svaret”-attitude, og så en uhyggelig bogstavelig tilgang til Ordet. Den sidste mand jeg talte med, begyndte høfligt med at spørge ind til, hvilken kirke jeg kom fra, og om jeg var blevet ”født igen”. Jeg stod og vippede lidt på fødderne, og mine knæ begyndte at nærme sig hinanden, da jeg fik fremstammet et ret dårligt svar:
- Øhh...?
Jeg prøvede at forklare ham om, hvordan den danske folkekirke fungerer, men om jeg var blevet ”født igen”, det vidste jeg altså ikke helt. Så prøvede han på en anden måde.
- Do you know if you're goin' to heaven when you die?
- Det ved jeg ikke helt. Jeg har jo ikke prøvet at dø.
Så blev manden da rigtig ophidset. Var jeg overhovedet rigtig kristen?! Nu skulle jeg finde mig en stol, for det var vi nødt til at tale om. Så begyndte han at battle mig i diverse bibelvers, og jeg kunne bare sidde og føle mig som en konfirmand, der for tredje uge i træk ikke havde været i kirke.
- I'm really sorry to say this, but I'm pretty sure that you're goin' to hell...
Man ved ikke helt om man skal le eller flæbe, når der sidder en ophidset texaner og fordømmende fortæller dig, at du ryger i helvede, og så samtidig med en accent der tyder på, at den bagte kartoffel er blevet byttet ud med en roe. Midt i bibelvers og profetier blev jeg heldigvis reddet (læs: frelst) af en af pigerne, der sagde, at bussen var ved at køre. Jeg skyndte mig væk, mens jeg håbede at det var første og sidste gang jeg skulle stifte bekendtskab med denne hellige cowboy.
Det viste sig ikke at være tilfældet. Om onsdagen da vi ankom til gadedrengehjemmet Gidan Bege, fik vi at vide, at i dag var det deres tur. Nu skulle deres ”fødselsdag” fejres, og på helt samme måde.
Alle dem der er bedste venner med Jesus, rejs jer! Og så står der en flok 6-årige drenge på sukkerchok og hopper. Nogle af drengene havde aldrig set så meget slik før, som de fik den dag. Efter et par af de amerikanske bonderøve havde holdt deres prædiker, kom min ven fra om mandagen over til mig. Alt imens resten af gruppen delte små røde bibler ud til drengene, fortalte han mig, at de alle kom fra Gideons International, og at han havde noget med til mig. Op af brystlommen fiskede han en lille brun bibel op, og gav den til mig. Deri skulle jeg nok kunne finde svaret. Jeg satte den glade og taknemmelige grimasse op, og så slap jeg lidt nemmere end sidst. Man fristes næsten til at sige: Gudskelov.
Til dem som ikke kender til Gideons International, så er det er en kristen amerikansk organisation, hvis primære opgave er, at distribuere bibler. Siden 1908 har de således uddelt op mod 1,5 milliard bibler, på 80 sprog i 175 lande. Der hvor folk oftest støder på dem, er på hotelværelser, hvor man næsten alle steder i USA kan finde en bog skrevet af ham Gideon. I min korte research for at udvide min Gideon-viden, fandt jeg en liste over de forskellige farver, deres udleverede bibler har. Det viser sig, at de kommer i næsten alle regnbuens nuancer. Den røde er således uddelt til "middle/high -school students", den grønne til ”college/university students” og den brune bliver udleveret personligt til folk med særligt brug for den. Ihh altså, jeg er helt speciel!
Det var så historien om min første bibel. Den anden kom dagen efter. Da vi havde spist morgenmad torsdag morgen, tog Lillian fat i mig, og spurgte om vi ikke lige kunne tale sammen. Hun havde det der lidt trykkede ”Du har sagt noget der har gjort mig ked af det”-blik i øjnene, og jeg fik straks dårlig samvittighed. Over hvad vidste jeg ikke lige. Vi satte os i stuen, og hun forklarede at hun havde noget til mig. Hun havde i en tid observeret at jeg ikke ejede en bibel, og det var en fejl af mig, så nu havde hun besluttet at gøre noget ved det. Hun stak mig derpå en New Living Translation Bible – African Edition i hånden.
- Jeg håber virkelig, du vil tage imod den.
Med et lettere overbærende smil sagde jeg frejdigt, at det ville jeg mægtig gerne. Hun havde virkelig frygtet at jeg ville blive stødt over hendes ”aggressivitet”. En gave er en gave, og man kan altid bruge en bibel til. Indtil videre er jeg kommet til kapitel to i første mosebog. Der røg jeg ind i en kæmpe griner over, at der står, at da Gud skabte manden, og dernæst hans hjælper – kvinden. Kan godt se min mor slynge en pande efter ham, der har oversat den bibel.
Hvis min bibel-stime forstætter de næste par dage, kan det godt være drengene derhjemme, skal forvente hårde julegaver i år. Ha' det godt så længe.
Dagens dims: Tigerbalsam
Dagens genstand er Lillians tigerbalsam. Lillian er en af de nigerianske piger, vi bor i hus med. Hjemme i Danmark bruger vi tigerbalsam på mange måder. Nogle bruger det i en blind tro på, at det kan helbrede alverdens ting, mens andre, læs undertegnede, udelukkende bruger det til at smøre på de steder, hvor det svier allermest kun med det formål, at det skal være en form for manddomsprøve. Her i landet er jeg lidt i tvivl om brugen.
Christinas partner, Nen, havde for et par uger siden en slem forkølelse. I det tilfælde blev balsamen blandet op med varmt vand, og drukket som te. Det så ikke specielt rart ud. Vi har dog også set det i en mere harmløs funktion, hvor det som en hver anden salve er blevet udvortet på det sted, det gjorde ondt.
Christinas partner, Nen, havde for et par uger siden en slem forkølelse. I det tilfælde blev balsamen blandet op med varmt vand, og drukket som te. Det så ikke specielt rart ud. Vi har dog også set det i en mere harmløs funktion, hvor det som en hver anden salve er blevet udvortet på det sted, det gjorde ondt.
For svagtseende kommer her instruktionen fra bøtten: ”Rheumatism, Back Pain, Chest, Ribs, Rachis, Scorpion, Snake, Rob it two (2) Times daily. ”Pilo” apply side inside the anus. May God help. Amen”
Som man kan læse, opfordrer producenten her også til manddomsprøver, det er i hvert fald hvad jeg håber, efter at have læst brugsanvisningen, og i det tilfælde: Må Gud hjælpe os...
tirsdag den 29. september 2009
Nigeriansk top 10
1. At kassettebåndet med Westlife er blevet skiftet ud med Phil Collins – det er et af de meget små skridt, det her land skal tage for at komme på ret køl.
2. At finde ud af en Head & Shoulders der koster mere end i Danmark, men til gengæld har de Skittles!
3. At spille indendørs midnatsstangtennis, med gaffa-opkridtet bane, Shu-bi-dua i radioen og vand løbende på tværs af banen.
4. At stå og small-talke med præsten på tværs af kirkerummet under gudstjenesten, fordi man er den eneste hvide, mens menigheden på 500 mennesker bare må vente.
5. At hente vand i brønden, og så kunne gå direkte ind og skrive det på facebook.
6. At Eunice er kommet tilbage i køkkenet, og hjælper vores kok med at lave de danske retter.
7. At tage på Hillcrest School og spille ultimate med en flok amerikanere som er lige så glade for sport som en selv.
8. At tælle motorcykler på en 20 minutters køretur for at se om man kan runde tusind – og det lykkedes!
9. At blive stoppet af en grum politimand med en stor AK-47, og vores chauffør bare pegede på arrene under sine øjne, så de begge kunne se de var fra samme stamme, og så i stedet kastede håndtegn og sagde fortsat god dag.
10. At ingen af pigerne kunne komme med forslag til denne liste.
2. At finde ud af en Head & Shoulders der koster mere end i Danmark, men til gengæld har de Skittles!
3. At spille indendørs midnatsstangtennis, med gaffa-opkridtet bane, Shu-bi-dua i radioen og vand løbende på tværs af banen.
4. At stå og small-talke med præsten på tværs af kirkerummet under gudstjenesten, fordi man er den eneste hvide, mens menigheden på 500 mennesker bare må vente.
5. At hente vand i brønden, og så kunne gå direkte ind og skrive det på facebook.
6. At Eunice er kommet tilbage i køkkenet, og hjælper vores kok med at lave de danske retter.
7. At tage på Hillcrest School og spille ultimate med en flok amerikanere som er lige så glade for sport som en selv.
8. At tælle motorcykler på en 20 minutters køretur for at se om man kan runde tusind – og det lykkedes!
9. At blive stoppet af en grum politimand med en stor AK-47, og vores chauffør bare pegede på arrene under sine øjne, så de begge kunne se de var fra samme stamme, og så i stedet kastede håndtegn og sagde fortsat god dag.
10. At ingen af pigerne kunne komme med forslag til denne liste.
lørdag den 26. september 2009
Ugens brevkasse
Kære John
Jeg stod i forgårs og talte med min nabo Klaus, egentlig er han ikke min nabo, Jørgen og Grethe bor i mellem os, og de har et skur, og så kommer kastanjetræet, men så kommer Klaus' hus også. Klaus har fået en sømpistol i 47-års fødselsdagsgave, og han har besluttet at bygge sig en ny carport. Vi startede projektet i sidste weekend. Min kone, Ingeborg, huskede både at tage sukker og Hermesetas med ud da vi holdt vores første kaffe/øl-pause. Det har hun i mange år ikke fattet, men nu sker der noget. Tror, hun læste dit svar i uge 18 angående vigtige husholdningsopgaver.
Mig og Klaus kom til at snakke om en ting, og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre din vinkel på. Da vi stod oppe i Silvan, og diskuterede om vi skulle bruge 17 eller 20 mm lægter, forklarede ekspedienten: ”Det er et spørgsmål om religion...” Altså hvilken tykkelse man foretrækker. Men John, er det virkelig også det? Har muslimmer og jøder virkelig en anden tilgang til lægter end os kristne? I al min tid som kunde i Silvan i Næstved har jeg aldrig hørt om, at der skulle være noget religiøst i at bygge en carport. En carport er vel en carport, og Næstved er stadig en dagsrejse fra Døllefjelde. Nu ved jeg ikke så meget om religion generelt, så håber du kan uddybe dit svar lidt. Hvis du også kan komme ind på noget med meningen med livet, så tror jeg der er kage til kaffen i aften.
På forhånd tak,
din hengivende læser Henning-Ole.
Kære Henning-Ole
Jeg er utrolig glad for lige netop dit spørgsmål. Du har ret, der er mange muligheder, hvis man vil bygge en ordentlig, og holdbar, carport. Om det er religion eller ej, det er et ømt emne. Så snart man træder ud i feltet som religionshåndværker, skal man træde varsomt, og Silvan kan være et minefelt. Gennem tiden har forskellige værktøjer haft meget forskellige funktioner. Jeg hørte engang en historie om en eskimo, der byggede sin nye termo-iglo kun med hjælpe fra sin rive og en pakke Capri Sonne, men det er en længere historie.
Hvis jeg skal komme med min vurdering af jeres diskussion, så tror jeg at Klaus og dig er uenige i mange essentielle spørgsmål. Det er noget I som par, skal tage en snak om. I kan overveje at inddrage jeres koner, i hvert fald til at hente kaffe og småkager. Det er et spørgsmål om at få hul på bylden. Så snart ærligheden kommer, er I på rette vej.
Til spørgsmålet om 17 eller 20 mm lægter så har jeg kigget efter, og jeg har ikke kunnet finde passager i de hellige skrifter om carporte. Hvor Jesus parkerede sin kærre, må derfor stå hen i det uvisse, men hvis han havde brug for en holdbar løsning, så vil jeg tro han brugte 20 mm - han var trods alt udlært i faget. Tilmed er jeg sikker på, at han med stor sandsynlighed har brugt en solid helårs imprægnering. Det vil jeg helt klart også anbefale jer. Det vil også forlænge byggeprocessen, så I samtidig kan få løst nogle af jeres samtaleudfordringer.
Dit sidste spørgsmål er straks en anden sag, og jeg tror, mit svar må kræve en smule mere betænkningstid. I mellemtiden tror jeg, at Karen Margrethe i Ude & Hjemme kan være mere behjælpelig. Prøv hende, og ellers så kan du altid kontakte mig på min hotline.
I må have alt muligt held og lykke med projektet.
Kærligst,
John
Jeg stod i forgårs og talte med min nabo Klaus, egentlig er han ikke min nabo, Jørgen og Grethe bor i mellem os, og de har et skur, og så kommer kastanjetræet, men så kommer Klaus' hus også. Klaus har fået en sømpistol i 47-års fødselsdagsgave, og han har besluttet at bygge sig en ny carport. Vi startede projektet i sidste weekend. Min kone, Ingeborg, huskede både at tage sukker og Hermesetas med ud da vi holdt vores første kaffe/øl-pause. Det har hun i mange år ikke fattet, men nu sker der noget. Tror, hun læste dit svar i uge 18 angående vigtige husholdningsopgaver.
Mig og Klaus kom til at snakke om en ting, og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre din vinkel på. Da vi stod oppe i Silvan, og diskuterede om vi skulle bruge 17 eller 20 mm lægter, forklarede ekspedienten: ”Det er et spørgsmål om religion...” Altså hvilken tykkelse man foretrækker. Men John, er det virkelig også det? Har muslimmer og jøder virkelig en anden tilgang til lægter end os kristne? I al min tid som kunde i Silvan i Næstved har jeg aldrig hørt om, at der skulle være noget religiøst i at bygge en carport. En carport er vel en carport, og Næstved er stadig en dagsrejse fra Døllefjelde. Nu ved jeg ikke så meget om religion generelt, så håber du kan uddybe dit svar lidt. Hvis du også kan komme ind på noget med meningen med livet, så tror jeg der er kage til kaffen i aften.
På forhånd tak,
din hengivende læser Henning-Ole.
Kære Henning-Ole
Jeg er utrolig glad for lige netop dit spørgsmål. Du har ret, der er mange muligheder, hvis man vil bygge en ordentlig, og holdbar, carport. Om det er religion eller ej, det er et ømt emne. Så snart man træder ud i feltet som religionshåndværker, skal man træde varsomt, og Silvan kan være et minefelt. Gennem tiden har forskellige værktøjer haft meget forskellige funktioner. Jeg hørte engang en historie om en eskimo, der byggede sin nye termo-iglo kun med hjælpe fra sin rive og en pakke Capri Sonne, men det er en længere historie.
Hvis jeg skal komme med min vurdering af jeres diskussion, så tror jeg at Klaus og dig er uenige i mange essentielle spørgsmål. Det er noget I som par, skal tage en snak om. I kan overveje at inddrage jeres koner, i hvert fald til at hente kaffe og småkager. Det er et spørgsmål om at få hul på bylden. Så snart ærligheden kommer, er I på rette vej.
Til spørgsmålet om 17 eller 20 mm lægter så har jeg kigget efter, og jeg har ikke kunnet finde passager i de hellige skrifter om carporte. Hvor Jesus parkerede sin kærre, må derfor stå hen i det uvisse, men hvis han havde brug for en holdbar løsning, så vil jeg tro han brugte 20 mm - han var trods alt udlært i faget. Tilmed er jeg sikker på, at han med stor sandsynlighed har brugt en solid helårs imprægnering. Det vil jeg helt klart også anbefale jer. Det vil også forlænge byggeprocessen, så I samtidig kan få løst nogle af jeres samtaleudfordringer.
Dit sidste spørgsmål er straks en anden sag, og jeg tror, mit svar må kræve en smule mere betænkningstid. I mellemtiden tror jeg, at Karen Margrethe i Ude & Hjemme kan være mere behjælpelig. Prøv hende, og ellers så kan du altid kontakte mig på min hotline.
I må have alt muligt held og lykke med projektet.
Kærligst,
John
onsdag den 23. september 2009
Hvordan man redder en ellers træls søndag...
(Der har været mange overvejelser om dette indlæg. Først var planen, det skulle være et decideret takkebrev, men det blev det ikke. I stedet er det endt med bare at blive en lang beskrivelse af dagens forløb. Jeg undskylder den manglende opfindsomhed.)
Søndagen vi taler om, er den 20. september 2009. Som enhver anden søndag starter den selvfølelig med kirke. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men alle gudstjenester på over to timer er for lange. Sådan er det bare! Gudstjenesten denne søndag rundede to timer og tre kvarter. Jeg er en klar tilhænger af den danske model, hvor det ikke bør tage mere end en time og et kvarter. Når man i tre kvarter sidder og ser på, at der bliver delt post ud fra prædikestolen og fortalt nyheder om kirken og diverse arrangementer, så bliver man træt i hovedet, og mister interessen for det efterfølgende. Folk sidder jo bare og falder i søvn.
En anden ting jeg stadig finder træls er, at hver eneste søndag bliver vi (os blege danskere) behandlet som VIP's. Vi bliver fornemt placeret på forreste række, så alle kan komme og se de hvide. Indtil videre er vi også hver gang blevet bedt om at rejse os i tilfælde af, at der var nogen der havde overset os. ”Hej alle sammen, de hvide er herovre!” Men så har vi jo også prøvet at være de fremmede i et samfund.
Da vi endelig kom ud af kirken, med forhøjet blodtryk og sveden løbende ned af ryggen, kom dagens anden oplevelse. Denne søndag var nemlig den dag, den muslimske ramadan sluttede – Sallah Day. Chris havde fortalt os, at dagens program var blevet ændret til, at vi bare skulle være hjemme hele dagen, fordi folk skulle gå ret meget amok. Den havde jeg nu taget med et gran salt, men da vi kom ud på vejen, gav det lidt mere mening. På gaderne var der mennesker overalt, og de var ligeglade med alt og alle. Det siges, at hvis man dør på denne dag, så ryger man direkte i himlen, og man får de obligatorisk 72 jomfruer. Det resulterer i, at alle færdselsregler ophører. Igen kunne man sidde og føle, at man ikke helt passede ind som hvid, og jeg tror, vi alle var ret godt tilfredse, da kørte gennem porten til vores compound. Så kunne vi stå og tage billeder over muren ud på gaden.
Folk strømmer på denne dag til offentlige parker for at fejre det sammen, og alle skal med, så der er ikke noget der hedder mangel på plads. Alt skal bruges. Lastbiler med folk som hænger ud over siderne, fordi ladet er fyldt, blev pludselig en naturlig del af gadebilledet. Vi kørte også forbi en Toyota Hiace, magen til den vi kører i, hvor der sad mellem 30 og 35 mennesker – og det er minus de ti procent lystfiskerhistorie. Og jeg synes vi sidder tæt, når vi er 18(!) i vores bus.
Da vi ikke skulle noget resten af eftermiddagen, kunne man lige så godt få indhentet noget søvn. Jeg blev vækket ved, at vi skulle have vores ugentlig evaluering. Jeg sendte tankerne tilbage til kirken om formiddagen, for tempoet var lige så langsommeligt. Effektivitet er i den grad et fremmedord i Nigeria. Vores evaluering udviklede sig i midlertid til noget, der mindede om klassens time blandet med grimme tacklinger og mudderkastning. Endnu en gang ærgrede jeg mig over, at jeg ikke var blevet i sengen. Indtil dette punkt må jeg indrømme, at jeg synes denne dag, var spild af tid. Heldigvis skulle det ændre sig.
Om aftenen var vi inviteret på middag hos Bente og Jesper. Det skulle vise sig at være en rigtig god aftale. Bente og Jesper er et ægtepar, som begge arbejder på den amerikanske skole, Hillcrest, her i byen, og som tidligere har været hernede i en årrække, og nu er tilbage på en etårig kontrakt. Jesper startede med at vise os rundt på området. Det er en mærkelig fornemmelse at komme gennem porten fra den virkelige verden, og så træde ind i en verden hvor græsset faktisk er grønt, og hvor hver anden er hvid. Alle var velklædte og så rene ud. Sammenlignet med hvordan der ser ud udenfor murene, så tror man ikke helt sine egne øjne. På rundvisningen kom vi forbi diverse sportsbaner, og da vi kom til basketballbanen, og der var nogen der spillede, var jeg nødt til at spørge om at være med. Oven på en dag hvor man har været så inaktiv som os, var det en befrielse af de store at få lov at svede igennem. Man fristes jo næsten til at sige halleluja.
Da vi kom op til deres hus, var Bente færdig i køkkenet. Spaghetti og kødsovs – på dansk! Vi har fået det én gang i villaen, men der var det altså udkogt pasta, og en kødsovs hvor den røde olie sejlede rundt ovenpå. Så to tommelfingre op til Bente! Vi fik også rigtig salat. Den var hverken sovset ind i mayonaise eller noget, det var bare helt almindelig salat. (Når man sidder og skriver det ned, tror man næsten ikke det var sandt.) Og så var der endda lavet hjemmebagt brød til. Og det smagte ikke af gummi og petroleum! Det var himmelsk!
Når man sidder i en stue og spiser dansk mad, og der ligger dansk litteratur på bordet, så føler man sig faktisk hjemme. Det er et skørt behov at have, at gruppere sig når man er ude i verden, og bruge tid på at føle sig dansk, men hold op hvor er det dejligt.
Til dessert var der hjemmebagte kanelsnegle og kaffe, og der var ikke engang en ukendt bismag. Hvad mere kan man ønske sig?
Da vi kørte hjem om aftenen, var der en salighed i bussen som aldrig før. Der herskede en følelse af, at nu kan vi klare en måned mere. Bente og Jesper, vi sender jer de varmeste tanker. Jeres gæstfrihed vil blive husket i meget lang tid.
Tak fordi I reddede vores søndag!
Søndagen vi taler om, er den 20. september 2009. Som enhver anden søndag starter den selvfølelig med kirke. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men alle gudstjenester på over to timer er for lange. Sådan er det bare! Gudstjenesten denne søndag rundede to timer og tre kvarter. Jeg er en klar tilhænger af den danske model, hvor det ikke bør tage mere end en time og et kvarter. Når man i tre kvarter sidder og ser på, at der bliver delt post ud fra prædikestolen og fortalt nyheder om kirken og diverse arrangementer, så bliver man træt i hovedet, og mister interessen for det efterfølgende. Folk sidder jo bare og falder i søvn.
En anden ting jeg stadig finder træls er, at hver eneste søndag bliver vi (os blege danskere) behandlet som VIP's. Vi bliver fornemt placeret på forreste række, så alle kan komme og se de hvide. Indtil videre er vi også hver gang blevet bedt om at rejse os i tilfælde af, at der var nogen der havde overset os. ”Hej alle sammen, de hvide er herovre!” Men så har vi jo også prøvet at være de fremmede i et samfund.
Da vi endelig kom ud af kirken, med forhøjet blodtryk og sveden løbende ned af ryggen, kom dagens anden oplevelse. Denne søndag var nemlig den dag, den muslimske ramadan sluttede – Sallah Day. Chris havde fortalt os, at dagens program var blevet ændret til, at vi bare skulle være hjemme hele dagen, fordi folk skulle gå ret meget amok. Den havde jeg nu taget med et gran salt, men da vi kom ud på vejen, gav det lidt mere mening. På gaderne var der mennesker overalt, og de var ligeglade med alt og alle. Det siges, at hvis man dør på denne dag, så ryger man direkte i himlen, og man får de obligatorisk 72 jomfruer. Det resulterer i, at alle færdselsregler ophører. Igen kunne man sidde og føle, at man ikke helt passede ind som hvid, og jeg tror, vi alle var ret godt tilfredse, da kørte gennem porten til vores compound. Så kunne vi stå og tage billeder over muren ud på gaden.
Folk strømmer på denne dag til offentlige parker for at fejre det sammen, og alle skal med, så der er ikke noget der hedder mangel på plads. Alt skal bruges. Lastbiler med folk som hænger ud over siderne, fordi ladet er fyldt, blev pludselig en naturlig del af gadebilledet. Vi kørte også forbi en Toyota Hiace, magen til den vi kører i, hvor der sad mellem 30 og 35 mennesker – og det er minus de ti procent lystfiskerhistorie. Og jeg synes vi sidder tæt, når vi er 18(!) i vores bus.
Da vi ikke skulle noget resten af eftermiddagen, kunne man lige så godt få indhentet noget søvn. Jeg blev vækket ved, at vi skulle have vores ugentlig evaluering. Jeg sendte tankerne tilbage til kirken om formiddagen, for tempoet var lige så langsommeligt. Effektivitet er i den grad et fremmedord i Nigeria. Vores evaluering udviklede sig i midlertid til noget, der mindede om klassens time blandet med grimme tacklinger og mudderkastning. Endnu en gang ærgrede jeg mig over, at jeg ikke var blevet i sengen. Indtil dette punkt må jeg indrømme, at jeg synes denne dag, var spild af tid. Heldigvis skulle det ændre sig.
Om aftenen var vi inviteret på middag hos Bente og Jesper. Det skulle vise sig at være en rigtig god aftale. Bente og Jesper er et ægtepar, som begge arbejder på den amerikanske skole, Hillcrest, her i byen, og som tidligere har været hernede i en årrække, og nu er tilbage på en etårig kontrakt. Jesper startede med at vise os rundt på området. Det er en mærkelig fornemmelse at komme gennem porten fra den virkelige verden, og så træde ind i en verden hvor græsset faktisk er grønt, og hvor hver anden er hvid. Alle var velklædte og så rene ud. Sammenlignet med hvordan der ser ud udenfor murene, så tror man ikke helt sine egne øjne. På rundvisningen kom vi forbi diverse sportsbaner, og da vi kom til basketballbanen, og der var nogen der spillede, var jeg nødt til at spørge om at være med. Oven på en dag hvor man har været så inaktiv som os, var det en befrielse af de store at få lov at svede igennem. Man fristes jo næsten til at sige halleluja.
Da vi kom op til deres hus, var Bente færdig i køkkenet. Spaghetti og kødsovs – på dansk! Vi har fået det én gang i villaen, men der var det altså udkogt pasta, og en kødsovs hvor den røde olie sejlede rundt ovenpå. Så to tommelfingre op til Bente! Vi fik også rigtig salat. Den var hverken sovset ind i mayonaise eller noget, det var bare helt almindelig salat. (Når man sidder og skriver det ned, tror man næsten ikke det var sandt.) Og så var der endda lavet hjemmebagt brød til. Og det smagte ikke af gummi og petroleum! Det var himmelsk!
Når man sidder i en stue og spiser dansk mad, og der ligger dansk litteratur på bordet, så føler man sig faktisk hjemme. Det er et skørt behov at have, at gruppere sig når man er ude i verden, og bruge tid på at føle sig dansk, men hold op hvor er det dejligt.
Til dessert var der hjemmebagte kanelsnegle og kaffe, og der var ikke engang en ukendt bismag. Hvad mere kan man ønske sig?
Da vi kørte hjem om aftenen, var der en salighed i bussen som aldrig før. Der herskede en følelse af, at nu kan vi klare en måned mere. Bente og Jesper, vi sender jer de varmeste tanker. Jeres gæstfrihed vil blive husket i meget lang tid.
Tak fordi I reddede vores søndag!
Smooth Hair Cut
Så blev det endnu en gang fredag, og endnu en gang var der noget at opleve. Der er ikke tale om de store begivenheder, der rammer landets nyhedsoverskrifter, nok heller ikke lokalsprøjten, men nærmere en af de der små hø-hø-oplevelser – eller måske bare en anekdote til mig selv så jeg ikke glemmer, hvordan det var? En afrikansk oplevelse var det i hvert fald.
Tidspunktet, hvor det var tid til en klipning, var kommet, så hvorfor ikke få det gjort nigeriansk? Jeg forførte mig rundt omkring, og Longi kunne fortælle, at han var blevet klippet for 100 naira lige nede ad gaden. Vi gik et par hundrede meter væk, og endte i en gade som mere lignede en udtørret flod, end en egentlig vej. Salonen, Smooth Hair Cut, var ikke meget større end et standart dansk gæstetoilet, og temperaturen og luftfugtigheden fortalte, at der var nogen, der havde glemt at trække ud. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var der vel omkring 35 grader, og noget der mindede om saunaluft derinde. Jeg svedte allerede inden jeg satte mig.
En ting der åbenbart er universel for frisører, er small-talk. I hvert fald skulle han både spørge om, hvad for noget musik jeg hørte, og selvfølgelig hvor jeg kom fra. Vi har mange gange fået at vide, at når vi er ude i byen, så skal vi ikke sige, at vi er fra Danmark. Man ved aldrig, om man render ind i en muslim, som stadig bærer nag over et par drenge”streger” for et par år siden, så derfor er det besluttet, at hvis nogen spørger, så er vi fra Norge. Kæk som jeg var, forklarede jeg, at jeg var nordmand. Det tog han for gode varer. Jeg kunne ligeså godt have sagt, at jeg kom fra Døllefjelde, han havde alligevel ikke haft nogen anelse om, hvor det var. Han virkede som en meget hæderlig fyr, og vores snak forsatte. Hvordan er Jos? Første gang i Nigeria? Hvad laver du så? Et par minutter senere slog det så den kære frisør: ”Jeg kender da egentlig et par danskere.” Det viste sig så, at fyren her havde et par venner, som havde været deltagere i Reach Out-projektet tidligere. Så kunne man sidde der, og svede som en blegfed dansker, og føle sig dum over lige at have stukket manden en hvid løgn. Hvad skal man egentlig sige i den situation? Nå ja, nu har vi jo ikke kendt hinanden så længe, men jeg har lige løjet dig lige op i ansigtet... Er det i orden med dig? Suk.
Jeg blev færdig efter cirka 20 minutter i den varme stol. Jeg var også begyndt at få lidt ondt af manden, da han jo skulle røre ved mit hoved, hvor sveden bogstaveligt talt løb af. Enden af det hele var, at da jeg kom ud, havde jeg fået lavet mig en god gedigen negerklipning. Dvs. en meget firkantet hårgrænse i panden, og utrolig mange hår der strittede ud over det hele. Men så gav jeg også kun tre kroner for det.
Tidspunktet, hvor det var tid til en klipning, var kommet, så hvorfor ikke få det gjort nigeriansk? Jeg forførte mig rundt omkring, og Longi kunne fortælle, at han var blevet klippet for 100 naira lige nede ad gaden. Vi gik et par hundrede meter væk, og endte i en gade som mere lignede en udtørret flod, end en egentlig vej. Salonen, Smooth Hair Cut, var ikke meget større end et standart dansk gæstetoilet, og temperaturen og luftfugtigheden fortalte, at der var nogen, der havde glemt at trække ud. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var der vel omkring 35 grader, og noget der mindede om saunaluft derinde. Jeg svedte allerede inden jeg satte mig.
En ting der åbenbart er universel for frisører, er small-talk. I hvert fald skulle han både spørge om, hvad for noget musik jeg hørte, og selvfølgelig hvor jeg kom fra. Vi har mange gange fået at vide, at når vi er ude i byen, så skal vi ikke sige, at vi er fra Danmark. Man ved aldrig, om man render ind i en muslim, som stadig bærer nag over et par drenge”streger” for et par år siden, så derfor er det besluttet, at hvis nogen spørger, så er vi fra Norge. Kæk som jeg var, forklarede jeg, at jeg var nordmand. Det tog han for gode varer. Jeg kunne ligeså godt have sagt, at jeg kom fra Døllefjelde, han havde alligevel ikke haft nogen anelse om, hvor det var. Han virkede som en meget hæderlig fyr, og vores snak forsatte. Hvordan er Jos? Første gang i Nigeria? Hvad laver du så? Et par minutter senere slog det så den kære frisør: ”Jeg kender da egentlig et par danskere.” Det viste sig så, at fyren her havde et par venner, som havde været deltagere i Reach Out-projektet tidligere. Så kunne man sidde der, og svede som en blegfed dansker, og føle sig dum over lige at have stukket manden en hvid løgn. Hvad skal man egentlig sige i den situation? Nå ja, nu har vi jo ikke kendt hinanden så længe, men jeg har lige løjet dig lige op i ansigtet... Er det i orden med dig? Suk.
Jeg blev færdig efter cirka 20 minutter i den varme stol. Jeg var også begyndt at få lidt ondt af manden, da han jo skulle røre ved mit hoved, hvor sveden bogstaveligt talt løb af. Enden af det hele var, at da jeg kom ud, havde jeg fået lavet mig en god gedigen negerklipning. Dvs. en meget firkantet hårgrænse i panden, og utrolig mange hår der strittede ud over det hele. Men så gav jeg også kun tre kroner for det.
torsdag den 17. september 2009
Andre blogs:
Husk lige at læs mine kollegaers lækre beretninger fra Nigeria:
www.betina-i-nigeria.blogspot.com
www.marie-i-nigeria.blogspot.com
www.christinabrauner.blogspot.com
www.majaiverden.blogspot.com
www.maria-i-nigeria.blogspot.com
www.betina-i-nigeria.blogspot.com
www.marie-i-nigeria.blogspot.com
www.christinabrauner.blogspot.com
www.majaiverden.blogspot.com
www.maria-i-nigeria.blogspot.com
Ude godt...
Kl. 5:00 i Nigeria: En form for støj bryder ind i min trygge drømmeverden. Jeg misser med øjnene. Det er stadig mørkt udenfor. Larmen er der stadig. Jeg ser på mit ur. Klokken er præcis fem. Det er en mandestemme, der bryder ind i min puppe. Det er dagens første muslimske bøn. Klokken fem om morgenen! Gå nu hjem i seng, når jeg at tænke. Hvis jeg havde været hjemme i Danmark, havde jeg ringet til politiet og bedt dem om at lukke morgenfesten. Jeg lukker øjnene igen og håber, jeg kan nå at få en time mere, inden jeg skal op og gøre rent.
Kl. 5:00 i Danmark: Jeg sover!
Kl. 6:00 i Nigeria: Jeg bliver for anden gang vækket af en udefrakommende støjkilde. Denne gang er det mit vækkeur. Det er tid til morgenrengøringen. Udenfor mit vindue kan jeg høre en hane gale. Solen er langsomt begyndt at stå op, og jeg kan se skæret af billygter fra de første morgentrafikanter. Jeg pakker myggenettet sammen, og vækker min partner Longi, og vi bevæger os nedenunder for at starte. Sammen med Christina og hendes partner Nen skal vi hver tredje dag gøre rent og lave morgenmad, så er der et andet hold, der klarer opvasken, og et tredje hold der har fri. Jeg bliver vred på Longi, da jeg går forbi spisebordet, og han er i gang med at feje det - med kosten han lige har fejet gulvet med! Jeg ryster på hovedet, og forklarer et par ting om hygiejne.
Kl. 6:00 i Danmark: Jeg sover forhåbentlig stadigvæk.
Kl. 7:04 i Nigeria: Morgenmaden starter. Vi synger bordvers, og menuen er den samme som de sidste tre uger. Havregrød, brød og en kop kaffe, og hvis man vil have mælk, er pulveret klar. Den eneste forskel her til morgen er, at vi er løbet tør for Den Leende Ko. Den ko plejer at være morgenens højdepunkt.
Kl. 7:04 i Danmark: Jeg er i gang med mit varme brusebad, og har lige hørt P3 Nyhederne i radioen.
Kl. 7:26 i Nigeria: Vi starter dagens første andagt. Vi læser i fællesskab i biblen og i de gratis udleverede hæfter med oplæg til andagter. Seancen bliver opfulgt af ”prayer requests”. Der bliver bedt om alt mellem himmel og jord. Alt fra ens syge moster til at vi skal have en god dag.
Kl. 7:26 i Danmark: Jeg spiser mine havregryn med rosiner og rigtig mælk, og drikker et glas appelsinjuice. Radioen kører stadig.
Kl. 7:50 i Nigeria: Vi sidder alle, og det er virkelig en overraskelse(!), i bussen til tiden. Vi vinker til vagten, da vi kører ud af porten. At køre ud i trafikken om morgenen er altid en oplevelse. Der er motorcykler i hundredvis, og de oser så man overvejer, om man skal anskaffe sig en maske. Det er første dag efter skolernes sommerferie, så i dag er der masser farvestrålende skoleuniformer i gadebilledet. Vi ser to joggere. Det er cirka en fordobling i antallet, vi har set i alt i Nigeria. Vi ser også to Toyota Carina'er. Jeg sender en varm tanke til Carina hjemme i Danmark.
Kl. 7:50 i Danmark: Jeg sidder enten i Carina'en eller på min cykel på vej til arbejde. Jeg kan mærke den friske luft ramme mit ansigt. Ugens uundgåelige kommer ud i æteren.
Kl. 8:20 i Nigeria: Vi vader lige ind i morgenens anden andagt. Vi er ankommet til gadedrengehjemmet Gidan Bege, og hver morgen holder de ansatte andagt, og det er vi selvfølgelig en del af. Proceduren er den samme som hjemme i villaen. Det er samme udleverede hæfter, og derfor samme emne som vi lige har talt om, før vi kørte. Jeg når at blive lidt træt i hovedet af at høre det anden gang.
Kl. 8:20 i Danmark: Jeg er nået frem til min arbejdsplads, og ved allerede jeg skal være der indtil sidst på eftermiddagen.
Kl. 8:56 i Nigeria: Andagten slutter, og vi siger godmorgen til alle i lokalet. Alle os danskere går ned til drengenes sovesal. Drengene sidder på gulvet og taler med vores engelske volontørkollega Emma-Louise. Lugten af gammelt pis er ikke så gennemtrængende, som den plejer. Der er faktisk overraskende rent derinde. De farer op, og råber på skift ”Uncle Big Joe! Uncle Big Joe!”. Det er det kælenavn, jeg fik efter cirka 20 sekunder, første gang jeg var der. Vi prøver at overtale dem til gå med over til klasseværelset.
Kl. 8:56 i Danmark: Jeg har fundet mit bord og startet computeren. Der står en rygende kop kaffe ved siden af tastaturet.
Kl. 9:18 i Nigeria: ”Undervisningen” starter et kvarter forsinket. Vi har fået at vide at læreren måske ville komme i dag, men nej. Drengene synger den nigerianske nationalsang, og beder dagens første bøn, og så begynder den mest ustrukturerede undervisning jeg længe har været vidne til. Det sejler rundt.
Kl. 9:18 i Danmark: Koppen er næsten tom.
Kl. 10:17 i Nigeria: For tredje gang skiller jeg Albert og Miracle ad. Det var noget med en blyant, som fik dem til at fare op. Vi prøver at lære dem alfabetet, men de er ikke særligt gamle, og har virkelig svært ved at sidde stille, så det går meget langsomt fremad.
Kl. 10:17 i Danmark: Jeg holder dagens første pause, og drikker min anden kop kaffe.
Kl. 11:51 i Nigeria: Kommunikationen mellem de danske og den nigerianske volontør halter i den grad. Jeg glæder mig til at skoledagen er færdig klokken tolv. Jeg undrer mig over hvordan man kan tage sig selv seriøst, når man skriver ”Religion” på tavlen to gange, og staver det på to forskellige måder. Men det går åbenbart meget godt... Vi skal lige snakke sammen når vi kommer hjem.
Kl. 11:51 i Danmark: Uret fortæller mig, at vi skal til frokost om ni minutter. Det bliver godt at komme ned i kantinen og få den daglige gang smørebrød.
Kl. 12:26 i Nigeria: Bussen ankommer til Gidan Bege. Vores chauffør sidder og synger med til sit Westlife kassettebånd. Man undres. Måske er det fordi, pigerne er så vilde med det?
Kl. 12:26 i Danmark: Afrydningsvognen klirer, og jeg bliver opmærksom på, at jeg skal til at gøre mig færdig. Jeg husker en ny kop kaffe, da jeg går tilbage til arbejdet.
Kl. 13:11 i Nigeria: Longi og jeg er i gang med at hente vand i brønden, da der bliver råbt: ”Lunch!”. Menuen i dag er coleslaw og spaghetti toppet med kogte æg. Jeg bliver med det samme klar over, at vi skal have nigeriansk mad til aften. Der er et princip i huset – mindst ét af dagens måltider skal være danske. Og morgenmaden er såkaldt ”Continental”.
Efter maden henter vi det sidste vand, og jeg smider mig på sengen, da vi er færdige. Jeg tænder min iPod, lukker øjnene, og så er det slet ikke til at vide hvor i verden, man befinder sig. Før jeg falder i søvn læser jeg ”En halv gul sol” færdig.
Kl. 13:11 i Danmark: Jeg stirer på skærmen, og åbner igen min kabale.
Kl. 15:41 i Nigeria: Vagten åbner for anden gang i dag porten, og vi kører ud. Vi er på vej ud for at se Transition House (TH i daglig tale). Det er det sidste hjem for gadedrengene, inden de bliver sluppet ud i den virkelige verden igen. Det er første gang, vi skal besøge dem. Det bliver spændende, at se hvad de er for nogen. Westlife vælter stadig ud af højtalerne.
Kl. 15:41 i Danmark: Sekunderne går stille og roligt. Om under en time er jeg endelig på vej hjem.
Kl. 16:40 i Nigeria: Rundvisningen på TH er nået til biblioteket. Vi har slet ikke talt med drengene endnu. Alt tiden er gået med at blive vist rundt af en af ”Onklerne”. Vi sidder og lytter til, hvad der bliver fortalt om stedet. Jeg bliver imponeret over at de kalder det et bibliotek. Rummet vi sidder i, lugter ganske vist af gammelt papir, problemet er bare, at de fleste danske hjem er udstyret med flere bøger end THs bibliotek. Jeg bliver glad, og overrasket, over at finde klassikere som Aldous Huxleys ”Brave New World”, Jack Londons ”Call of The Wild” og Homers ”Odysseen”, men ærligt talt ville jeg hellere spille basketball med drengene udenfor.
Kl. 16:40 i Danmark: Bilkøen snegler sig stille gennem landskabet. Jeg minder mig selv om, at jeg skal huske at købe mælk i Netto.
Kl. 18:30 i Nigeria: Generatoren hoster, men dør igen. Jeg prøver igen. Og igen. Endelig starter den. Gamle lort, tænker jeg. Men nu har vi i det mindste lys i spisestuen. Det er så trist at spise i mørke. Jeg ligger blikpladen over generatoren, så den ikke drukner hvis der skulle komme en byge, og går indenfor, for at opdage det som jeg vidste. Nigeriansk mad. Jeg er virkelig begyndt at blive træt af det. Tror alvorligt talt kun, at kokken kan lave 5-6 retter - og det er både danske og nigerianske. Maden i aften er kedelig som bare fanden, så tager en lille portion og drikker to glas vand.
Kl. 18:30 i Danmark: Jeg vender bøffen på panden, og tager låget af gryden med kartoflerne. Anlægget spiller en gammel Jeff Healey plade, og jeg brummer med på en guitarsolo mens jeg tager en tår af min dåseøl.
Kl. 19:08 i Nigeria: Jeg er på vej i fuldt firspring op ad trappen, da jeg for sent opdager, at der ligger en lort. Ja, der er en der har skidt på trappen, og ja, jeg træder i den. Aftenens hovedmistænkte er familiens halvandet år gamle datter, Loretta.
Kl. 19:08 i Danmark: Jeg sidder foran tv'et og spiser min aftensmad. Jesper Steinmetz ser mere kæk ud end han plejer. Han har i aften valgt et slips med sarte lyserøde striber. Jeg har svært ved at fokusere på andet end hans slips. Jeg sukker, og bunder den anden dåseøl i aften.
Kl. 20:12 i Nigeria: På aftenens program står der interaction. I aften skal vi hygge os med musik og sang, når opvaskeholdet er færdige. Det er husets egne sangbøger der skal skabe rammerne. Uheldigvis for mit vedkommende er jeg ikke så bevandret i lovsange. Det meste af aftenen sidder jeg bare og kigger, på folk der synger. Det slår mig, at der måske er skrevet flere sange om Gud end om kærlighed.
Kl. 20:12 i Danmark: Opvaskemaskinen er startet, og jeg smider mig selv på sofaen med fjernbetjeningen i hånden. På sofabordet står den bærbare, og jeg er logget på facebook.
Kl. 21:08 i Nigeria: NEPA (elektricitet) vælger at flashe os midt i en fællessang, og tre af os danskere flyver op fra liggeunderlagene, vi sidder på, for at varme vand. Så kunne vi også få et varmt bad i dag. Fællessangen slutter umiddelbart efter. Så er det tid til dagens sidste bøn, og så er vi fri.
Kl. 21:08 i Danmark: Min ryg er begyndt at blive lidt svedig mod læderbetrækket på sofaen. Jeg vender mig og skifter kanal.
Kl. 22:04 i Nigeria: Mine danske veninder har heller ikke været helt vilde med maden i aften, så samtidig med badene er der blevet lavet popcorn og skåret ananas. Det er voldsomt god afslutning på dagen. Jeg råber godnat ud i huset, og sætter kursen mod min seng. Midt på trappen husker jeg, at jeg er nødt til at have vand med op, ellers får jeg ikke børstet tænder.
Kl. 22:04 i Danmark: Der har været udskiftning på TV2 Nyhederne. Johannes Langkilde ligner en mindreårig i praktik, da han fortæller om den seneste udvikling i Afghanistan. Han virker så ung. Aftenen er snart gået. Heldigvis. I morgen venter endnu en forudsigelig dag. Jeg kan lige nå at se Deadline, inden jeg går i seng.
Kl. 5:00 i Danmark: Jeg sover!
Kl. 6:00 i Nigeria: Jeg bliver for anden gang vækket af en udefrakommende støjkilde. Denne gang er det mit vækkeur. Det er tid til morgenrengøringen. Udenfor mit vindue kan jeg høre en hane gale. Solen er langsomt begyndt at stå op, og jeg kan se skæret af billygter fra de første morgentrafikanter. Jeg pakker myggenettet sammen, og vækker min partner Longi, og vi bevæger os nedenunder for at starte. Sammen med Christina og hendes partner Nen skal vi hver tredje dag gøre rent og lave morgenmad, så er der et andet hold, der klarer opvasken, og et tredje hold der har fri. Jeg bliver vred på Longi, da jeg går forbi spisebordet, og han er i gang med at feje det - med kosten han lige har fejet gulvet med! Jeg ryster på hovedet, og forklarer et par ting om hygiejne.
Kl. 6:00 i Danmark: Jeg sover forhåbentlig stadigvæk.
Kl. 7:04 i Nigeria: Morgenmaden starter. Vi synger bordvers, og menuen er den samme som de sidste tre uger. Havregrød, brød og en kop kaffe, og hvis man vil have mælk, er pulveret klar. Den eneste forskel her til morgen er, at vi er løbet tør for Den Leende Ko. Den ko plejer at være morgenens højdepunkt.
Kl. 7:04 i Danmark: Jeg er i gang med mit varme brusebad, og har lige hørt P3 Nyhederne i radioen.
Kl. 7:26 i Nigeria: Vi starter dagens første andagt. Vi læser i fællesskab i biblen og i de gratis udleverede hæfter med oplæg til andagter. Seancen bliver opfulgt af ”prayer requests”. Der bliver bedt om alt mellem himmel og jord. Alt fra ens syge moster til at vi skal have en god dag.
Kl. 7:26 i Danmark: Jeg spiser mine havregryn med rosiner og rigtig mælk, og drikker et glas appelsinjuice. Radioen kører stadig.
Kl. 7:50 i Nigeria: Vi sidder alle, og det er virkelig en overraskelse(!), i bussen til tiden. Vi vinker til vagten, da vi kører ud af porten. At køre ud i trafikken om morgenen er altid en oplevelse. Der er motorcykler i hundredvis, og de oser så man overvejer, om man skal anskaffe sig en maske. Det er første dag efter skolernes sommerferie, så i dag er der masser farvestrålende skoleuniformer i gadebilledet. Vi ser to joggere. Det er cirka en fordobling i antallet, vi har set i alt i Nigeria. Vi ser også to Toyota Carina'er. Jeg sender en varm tanke til Carina hjemme i Danmark.
Kl. 7:50 i Danmark: Jeg sidder enten i Carina'en eller på min cykel på vej til arbejde. Jeg kan mærke den friske luft ramme mit ansigt. Ugens uundgåelige kommer ud i æteren.
Kl. 8:20 i Nigeria: Vi vader lige ind i morgenens anden andagt. Vi er ankommet til gadedrengehjemmet Gidan Bege, og hver morgen holder de ansatte andagt, og det er vi selvfølgelig en del af. Proceduren er den samme som hjemme i villaen. Det er samme udleverede hæfter, og derfor samme emne som vi lige har talt om, før vi kørte. Jeg når at blive lidt træt i hovedet af at høre det anden gang.
Kl. 8:20 i Danmark: Jeg er nået frem til min arbejdsplads, og ved allerede jeg skal være der indtil sidst på eftermiddagen.
Kl. 8:56 i Nigeria: Andagten slutter, og vi siger godmorgen til alle i lokalet. Alle os danskere går ned til drengenes sovesal. Drengene sidder på gulvet og taler med vores engelske volontørkollega Emma-Louise. Lugten af gammelt pis er ikke så gennemtrængende, som den plejer. Der er faktisk overraskende rent derinde. De farer op, og råber på skift ”Uncle Big Joe! Uncle Big Joe!”. Det er det kælenavn, jeg fik efter cirka 20 sekunder, første gang jeg var der. Vi prøver at overtale dem til gå med over til klasseværelset.
Kl. 8:56 i Danmark: Jeg har fundet mit bord og startet computeren. Der står en rygende kop kaffe ved siden af tastaturet.
Kl. 9:18 i Nigeria: ”Undervisningen” starter et kvarter forsinket. Vi har fået at vide at læreren måske ville komme i dag, men nej. Drengene synger den nigerianske nationalsang, og beder dagens første bøn, og så begynder den mest ustrukturerede undervisning jeg længe har været vidne til. Det sejler rundt.
Kl. 9:18 i Danmark: Koppen er næsten tom.
Kl. 10:17 i Nigeria: For tredje gang skiller jeg Albert og Miracle ad. Det var noget med en blyant, som fik dem til at fare op. Vi prøver at lære dem alfabetet, men de er ikke særligt gamle, og har virkelig svært ved at sidde stille, så det går meget langsomt fremad.
Kl. 10:17 i Danmark: Jeg holder dagens første pause, og drikker min anden kop kaffe.
Kl. 11:51 i Nigeria: Kommunikationen mellem de danske og den nigerianske volontør halter i den grad. Jeg glæder mig til at skoledagen er færdig klokken tolv. Jeg undrer mig over hvordan man kan tage sig selv seriøst, når man skriver ”Religion” på tavlen to gange, og staver det på to forskellige måder. Men det går åbenbart meget godt... Vi skal lige snakke sammen når vi kommer hjem.
Kl. 11:51 i Danmark: Uret fortæller mig, at vi skal til frokost om ni minutter. Det bliver godt at komme ned i kantinen og få den daglige gang smørebrød.
Kl. 12:26 i Nigeria: Bussen ankommer til Gidan Bege. Vores chauffør sidder og synger med til sit Westlife kassettebånd. Man undres. Måske er det fordi, pigerne er så vilde med det?
Kl. 12:26 i Danmark: Afrydningsvognen klirer, og jeg bliver opmærksom på, at jeg skal til at gøre mig færdig. Jeg husker en ny kop kaffe, da jeg går tilbage til arbejdet.
Kl. 13:11 i Nigeria: Longi og jeg er i gang med at hente vand i brønden, da der bliver råbt: ”Lunch!”. Menuen i dag er coleslaw og spaghetti toppet med kogte æg. Jeg bliver med det samme klar over, at vi skal have nigeriansk mad til aften. Der er et princip i huset – mindst ét af dagens måltider skal være danske. Og morgenmaden er såkaldt ”Continental”.
Efter maden henter vi det sidste vand, og jeg smider mig på sengen, da vi er færdige. Jeg tænder min iPod, lukker øjnene, og så er det slet ikke til at vide hvor i verden, man befinder sig. Før jeg falder i søvn læser jeg ”En halv gul sol” færdig.
Kl. 13:11 i Danmark: Jeg stirer på skærmen, og åbner igen min kabale.
Kl. 15:41 i Nigeria: Vagten åbner for anden gang i dag porten, og vi kører ud. Vi er på vej ud for at se Transition House (TH i daglig tale). Det er det sidste hjem for gadedrengene, inden de bliver sluppet ud i den virkelige verden igen. Det er første gang, vi skal besøge dem. Det bliver spændende, at se hvad de er for nogen. Westlife vælter stadig ud af højtalerne.
Kl. 15:41 i Danmark: Sekunderne går stille og roligt. Om under en time er jeg endelig på vej hjem.
Kl. 16:40 i Nigeria: Rundvisningen på TH er nået til biblioteket. Vi har slet ikke talt med drengene endnu. Alt tiden er gået med at blive vist rundt af en af ”Onklerne”. Vi sidder og lytter til, hvad der bliver fortalt om stedet. Jeg bliver imponeret over at de kalder det et bibliotek. Rummet vi sidder i, lugter ganske vist af gammelt papir, problemet er bare, at de fleste danske hjem er udstyret med flere bøger end THs bibliotek. Jeg bliver glad, og overrasket, over at finde klassikere som Aldous Huxleys ”Brave New World”, Jack Londons ”Call of The Wild” og Homers ”Odysseen”, men ærligt talt ville jeg hellere spille basketball med drengene udenfor.
Kl. 16:40 i Danmark: Bilkøen snegler sig stille gennem landskabet. Jeg minder mig selv om, at jeg skal huske at købe mælk i Netto.
Kl. 18:30 i Nigeria: Generatoren hoster, men dør igen. Jeg prøver igen. Og igen. Endelig starter den. Gamle lort, tænker jeg. Men nu har vi i det mindste lys i spisestuen. Det er så trist at spise i mørke. Jeg ligger blikpladen over generatoren, så den ikke drukner hvis der skulle komme en byge, og går indenfor, for at opdage det som jeg vidste. Nigeriansk mad. Jeg er virkelig begyndt at blive træt af det. Tror alvorligt talt kun, at kokken kan lave 5-6 retter - og det er både danske og nigerianske. Maden i aften er kedelig som bare fanden, så tager en lille portion og drikker to glas vand.
Kl. 18:30 i Danmark: Jeg vender bøffen på panden, og tager låget af gryden med kartoflerne. Anlægget spiller en gammel Jeff Healey plade, og jeg brummer med på en guitarsolo mens jeg tager en tår af min dåseøl.
Kl. 19:08 i Nigeria: Jeg er på vej i fuldt firspring op ad trappen, da jeg for sent opdager, at der ligger en lort. Ja, der er en der har skidt på trappen, og ja, jeg træder i den. Aftenens hovedmistænkte er familiens halvandet år gamle datter, Loretta.
Kl. 19:08 i Danmark: Jeg sidder foran tv'et og spiser min aftensmad. Jesper Steinmetz ser mere kæk ud end han plejer. Han har i aften valgt et slips med sarte lyserøde striber. Jeg har svært ved at fokusere på andet end hans slips. Jeg sukker, og bunder den anden dåseøl i aften.
Kl. 20:12 i Nigeria: På aftenens program står der interaction. I aften skal vi hygge os med musik og sang, når opvaskeholdet er færdige. Det er husets egne sangbøger der skal skabe rammerne. Uheldigvis for mit vedkommende er jeg ikke så bevandret i lovsange. Det meste af aftenen sidder jeg bare og kigger, på folk der synger. Det slår mig, at der måske er skrevet flere sange om Gud end om kærlighed.
Kl. 20:12 i Danmark: Opvaskemaskinen er startet, og jeg smider mig selv på sofaen med fjernbetjeningen i hånden. På sofabordet står den bærbare, og jeg er logget på facebook.
Kl. 21:08 i Nigeria: NEPA (elektricitet) vælger at flashe os midt i en fællessang, og tre af os danskere flyver op fra liggeunderlagene, vi sidder på, for at varme vand. Så kunne vi også få et varmt bad i dag. Fællessangen slutter umiddelbart efter. Så er det tid til dagens sidste bøn, og så er vi fri.
Kl. 21:08 i Danmark: Min ryg er begyndt at blive lidt svedig mod læderbetrækket på sofaen. Jeg vender mig og skifter kanal.
Kl. 22:04 i Nigeria: Mine danske veninder har heller ikke været helt vilde med maden i aften, så samtidig med badene er der blevet lavet popcorn og skåret ananas. Det er voldsomt god afslutning på dagen. Jeg råber godnat ud i huset, og sætter kursen mod min seng. Midt på trappen husker jeg, at jeg er nødt til at have vand med op, ellers får jeg ikke børstet tænder.
Kl. 22:04 i Danmark: Der har været udskiftning på TV2 Nyhederne. Johannes Langkilde ligner en mindreårig i praktik, da han fortæller om den seneste udvikling i Afghanistan. Han virker så ung. Aftenen er snart gået. Heldigvis. I morgen venter endnu en forudsigelig dag. Jeg kan lige nå at se Deadline, inden jeg går i seng.
torsdag den 10. september 2009
Kender du det:
- når du sidder på toilettet, og strømmen går, så du må gøre dig færdig i mørke?
- når man går i supermarkedet og en Head & Shoulders koster over 40 kr., fordi det kun er rige hvide mennesker der bruger shampoo?
- når den lokale regering laver en ny boulevard med to spor i hver retning, adskilt af et helleanlæg i midten, og folk så stadig kører i hver retning i begge spor?
- når du skal bruge en kost, og du så får en bunke kviste stukket i hånden, fordi kun ”dovne” mennesker bruger koste med skaft?
- når du skal i bad om aftenen, og du så står i skæret af din pandelampe med din blegefede krop?
- når du føler, at hele gaden kigger på dig pga. din hudfarve?
- når din morgenkaffe smager bemærkelsesværdigt meget af petroleum?
- når man bare går ind, og spørger på politistationen efter et kørekort?
- når det mest brugte byggemateriale i byen er blikplader?
- når man bruger mere tid på at køre ved siden af vejen end på vejen?
- når det er en godt ting, at maden smager af fisk – når det burde være millionbøf?
Men kender du også det:
- at hver eneste morgen du kører ud i byen, så ser du husene ligge spredt i disen mellem klipperne i det mest fantastiske landskab?
- at alle dem du møder, spørger om du har det godt i landet, og står og ryster din hånd i et minuts tid af ren begejstring?
- at cruise gennem byen til tonerne af Nothin' But A G-Thang, og det bare føles som om hele byen følger beatet?
- at når du besøger markedet, så kan du købe håndværksvarer til priser der kan få kineserne til at ryste?
- at du uden videre kan sige goddag til fremmede mennesker på gaden og i bussen – og ikke bare fordi man er hvid, men fordi tonen mellem mennesker bare er bedre?
Hvis man kan sige ja til noget af det, så kan man også sætte sig ind i, hvordan det er at være i Nigeria.
- når man går i supermarkedet og en Head & Shoulders koster over 40 kr., fordi det kun er rige hvide mennesker der bruger shampoo?
- når den lokale regering laver en ny boulevard med to spor i hver retning, adskilt af et helleanlæg i midten, og folk så stadig kører i hver retning i begge spor?
- når du skal bruge en kost, og du så får en bunke kviste stukket i hånden, fordi kun ”dovne” mennesker bruger koste med skaft?
- når du skal i bad om aftenen, og du så står i skæret af din pandelampe med din blegefede krop?
- når du føler, at hele gaden kigger på dig pga. din hudfarve?
- når din morgenkaffe smager bemærkelsesværdigt meget af petroleum?
- når man bare går ind, og spørger på politistationen efter et kørekort?
- når det mest brugte byggemateriale i byen er blikplader?
- når man bruger mere tid på at køre ved siden af vejen end på vejen?
- når det er en godt ting, at maden smager af fisk – når det burde være millionbøf?
Men kender du også det:
- at hver eneste morgen du kører ud i byen, så ser du husene ligge spredt i disen mellem klipperne i det mest fantastiske landskab?
- at alle dem du møder, spørger om du har det godt i landet, og står og ryster din hånd i et minuts tid af ren begejstring?
- at cruise gennem byen til tonerne af Nothin' But A G-Thang, og det bare føles som om hele byen følger beatet?
- at når du besøger markedet, så kan du købe håndværksvarer til priser der kan få kineserne til at ryste?
- at du uden videre kan sige goddag til fremmede mennesker på gaden og i bussen – og ikke bare fordi man er hvid, men fordi tonen mellem mennesker bare er bedre?
Hvis man kan sige ja til noget af det, så kan man også sætte sig ind i, hvordan det er at være i Nigeria.
mandag den 7. september 2009
It ain't over 'til the fat lady eats her cake
Prolog: Dette indlæg fortjener en slags introduktion. Emnet er kirke. Som en del af projektet hernede skal vi i kirke hver søndag. I dag skulle vi så besøge en pinsekirke. Jeg sidder med tusind indtryk og tanker lige nu - og jeg er ikke alene. Jeg tror, alle danskere i villaen sidder og grubler over denne oplevelse. Jeg vil prøve at fremstille det så neutralt som muligt, men lige nu tror jeg, det bliver svært.
Hvordan kan man bruge fem timer og tyve minutter? Der er mange muligheder. Samlet er det 320 minutter. Et afsnit af ”Venner” varer 25 minutter. Dvs. man kan nå at se 13 afsnit. Man kan også vælge at se tre en halv fodboldkampe. Fem timer og tyve minutter er også langt over en halv arbejdsdag.
Man kan også gøre som os, der ikke er i nærheden af et tv, en fodboldbane, eller et job med en fed hyre, vælge at gå i kirke. Og ja, vi var i kirken i over fem timer! Vi ankom klokken 9, og forlod stedet tyve minutter over to.
Allerede efter en halv time ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde en blok med, for der kunne jeg godt se, at der ville blive noget at huske. Det skulle vise sig, at det ikke var noget problem, da der åbenbart, har vi erfaret, er tradition for at masseproducere hæfter og andre ting i forbindelse med ens børns færdiggørelse af en uddannelse. Ja, der blev delt hæfter ud til alle 600 (Vi talte dem ikke, men det er et godt bud.) kirkegængere i forbindelse med Damilola Olowonihi Iretiayo Adeniyis ”graduation” - så et stort tillykke skal lyde herfra, hvem du så end er. I hvert fald fik jeg en blok til at notere nogle af begivenhederne.
Noget af det første der slog mig da vi trådte ind i kirken, var den høje musik. Rummet, der omtrent er 5-6 gange så stort som Voxhall hjemme i Danmark, var udstyret med et voldsomt PA-anlæg, der var placeret på den cementstøbte scene modsat indgangen. Ud flød, eller nærmere bragede, vestafrikanske gospeltoner allerede før gudstjenesten. Vi blev vist på plads, i afdelingen for dem der kom i ”Oasis of Love Church” for første gang. Så greb vores toastmaster mikrofonen, og vi kunne begynde. Jeg tror nok, det var hende, der var dagens præst, men hun havde mere karakter af toastmaster, da hun egentlig bare styrede rækkefølgen af begivenhederne.
Hun bad alle om at rejse sig, og bede højt, for sig selv, og på hvert sit sprog. Dvs. at hele menigheden begyndte at bede hver deres bøn højt, inklusiv præsten som næsten råbte sin bøn i mikrofonen, på enten volapyk eller hvad andre ville kalde tunger. Naivt kunne man så stå der, og tro det ville være et minut eller to med alle disse sprog og bønner, men nej – det varede i 25 minutter!
Så var man klar over, at man var i pinsekirken. Det var virkelig skørt at opleve. Folk opførte sig så mærkeligt. Et øjeblik lignede det nærmere spisesalen tilbage på Egmont Højskolen.
Hele denne scene fadede meget professionelt over i et tre kvarters gospel/funk-medley, og sådan gik den første time og et kvarter – heldigvis havde jeg fået en notesbog.
Det var først efter tre timer, at den rigtige prædiken gik i gang. Indtil da havde der været flere musikindslag, danseindslag og en del havde været på scenen og skriftet offentligt. Så man var begyndt at blive godt træt i hovedet allerede.
Manden der skulle prædike, var iført et guldjakkesæt, og hold nu kæft hvor kunne han snakke i lang tid! Han talte (læs: råbte!!!), i over en time, og mellem cirka hver anden sætning råbte han: Can I get an amen?! Og så svarede salen: AMEN! Det var for skørt.
Når folk har siddet i over tre timer og blevet bombarderet med lyd og budskaber, så virker en prædiken på en time som ren hjernevask. Manden i guld gentog det ene budskab efter det andet, kun afbrudt af et ”amen!” i ny og næ. Man er nødt til at give det til ham; han råbte i oven en time uden manuskript. Modsat nogle af dem i menigheden der virkelig følte budskabet, følte jeg mig hensat til et østtysk forhørslokale. Til sidst giver man bare op. Efter så mange timer bliver man mør. Man vil bare gerne have det overstået. Overlagt manipulation – det var det eneste, det var.
Efter prædikenen var det blevet tid til at samle ind til kirken; og der kom dagens punchline: ”Hvis du vil tættere på Gud og Himlen, så giv penge til denne kirke.” Jeg var målløs...
Det er sjovt hvordan man opfatter sig selv, når man er hjemme i Danmark, og hvordan man opfatter sig selv, når man er ude i verden. Man lærer virkelig, hvad man ikke står for. Jeg vil hellere sidde på en kold, hård bænk i en dansk landsbykirke end sidde i en havestol og høre på folk velsigne hinanden, for deres påståede gode gerninger.
Afslutningsvis blev enken til kirkens afdøde stifter hyldet, fordi hun åbenbart lige har haft fødselsdag. Hun var en mægtig, nogle ville kalde hende buttet, andre ville måske endda kalde hende smækfed, dame, som åbenbart stadig havde en masse, at skulle have sagt. Hun blev begavet med en tur til London på 5-stjernet hotel og en tur i Wellness-center. Hmm, gad hvor kirken har fået pengene til den gave fra? Fra folk som er ”kommet tættere på Gud”? Jeg spørger bare...
Men endelig slap vi ud. Efter, jeg gentager(!), fem timer og tyve minutter.
Epilog: Okay, jeg har måske ikke været helt neutral, men det var virkelig også en mærkelig oplevelse. Jeg tror aldrig, jeg vil glemme det. Det har givet utrolig meget at tænke over. Det er så farligt at tolke disse hellige tekster; og det er lige meget, om vi taler om koranen eller biblen. Tilbage i villaen har diskussionen kørt mange gange sidden denne gudstjeneste, og der er delte meninger. Det vi kan lære af det er, at man bare er nødt til at forholde sig til visse ting.
Hvordan kan man bruge fem timer og tyve minutter? Der er mange muligheder. Samlet er det 320 minutter. Et afsnit af ”Venner” varer 25 minutter. Dvs. man kan nå at se 13 afsnit. Man kan også vælge at se tre en halv fodboldkampe. Fem timer og tyve minutter er også langt over en halv arbejdsdag.
Man kan også gøre som os, der ikke er i nærheden af et tv, en fodboldbane, eller et job med en fed hyre, vælge at gå i kirke. Og ja, vi var i kirken i over fem timer! Vi ankom klokken 9, og forlod stedet tyve minutter over to.
Allerede efter en halv time ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde en blok med, for der kunne jeg godt se, at der ville blive noget at huske. Det skulle vise sig, at det ikke var noget problem, da der åbenbart, har vi erfaret, er tradition for at masseproducere hæfter og andre ting i forbindelse med ens børns færdiggørelse af en uddannelse. Ja, der blev delt hæfter ud til alle 600 (Vi talte dem ikke, men det er et godt bud.) kirkegængere i forbindelse med Damilola Olowonihi Iretiayo Adeniyis ”graduation” - så et stort tillykke skal lyde herfra, hvem du så end er. I hvert fald fik jeg en blok til at notere nogle af begivenhederne.
Noget af det første der slog mig da vi trådte ind i kirken, var den høje musik. Rummet, der omtrent er 5-6 gange så stort som Voxhall hjemme i Danmark, var udstyret med et voldsomt PA-anlæg, der var placeret på den cementstøbte scene modsat indgangen. Ud flød, eller nærmere bragede, vestafrikanske gospeltoner allerede før gudstjenesten. Vi blev vist på plads, i afdelingen for dem der kom i ”Oasis of Love Church” for første gang. Så greb vores toastmaster mikrofonen, og vi kunne begynde. Jeg tror nok, det var hende, der var dagens præst, men hun havde mere karakter af toastmaster, da hun egentlig bare styrede rækkefølgen af begivenhederne.
Hun bad alle om at rejse sig, og bede højt, for sig selv, og på hvert sit sprog. Dvs. at hele menigheden begyndte at bede hver deres bøn højt, inklusiv præsten som næsten råbte sin bøn i mikrofonen, på enten volapyk eller hvad andre ville kalde tunger. Naivt kunne man så stå der, og tro det ville være et minut eller to med alle disse sprog og bønner, men nej – det varede i 25 minutter!
Så var man klar over, at man var i pinsekirken. Det var virkelig skørt at opleve. Folk opførte sig så mærkeligt. Et øjeblik lignede det nærmere spisesalen tilbage på Egmont Højskolen.
Hele denne scene fadede meget professionelt over i et tre kvarters gospel/funk-medley, og sådan gik den første time og et kvarter – heldigvis havde jeg fået en notesbog.
Det var først efter tre timer, at den rigtige prædiken gik i gang. Indtil da havde der været flere musikindslag, danseindslag og en del havde været på scenen og skriftet offentligt. Så man var begyndt at blive godt træt i hovedet allerede.
Manden der skulle prædike, var iført et guldjakkesæt, og hold nu kæft hvor kunne han snakke i lang tid! Han talte (læs: råbte!!!), i over en time, og mellem cirka hver anden sætning råbte han: Can I get an amen?! Og så svarede salen: AMEN! Det var for skørt.
Når folk har siddet i over tre timer og blevet bombarderet med lyd og budskaber, så virker en prædiken på en time som ren hjernevask. Manden i guld gentog det ene budskab efter det andet, kun afbrudt af et ”amen!” i ny og næ. Man er nødt til at give det til ham; han råbte i oven en time uden manuskript. Modsat nogle af dem i menigheden der virkelig følte budskabet, følte jeg mig hensat til et østtysk forhørslokale. Til sidst giver man bare op. Efter så mange timer bliver man mør. Man vil bare gerne have det overstået. Overlagt manipulation – det var det eneste, det var.
Efter prædikenen var det blevet tid til at samle ind til kirken; og der kom dagens punchline: ”Hvis du vil tættere på Gud og Himlen, så giv penge til denne kirke.” Jeg var målløs...
Det er sjovt hvordan man opfatter sig selv, når man er hjemme i Danmark, og hvordan man opfatter sig selv, når man er ude i verden. Man lærer virkelig, hvad man ikke står for. Jeg vil hellere sidde på en kold, hård bænk i en dansk landsbykirke end sidde i en havestol og høre på folk velsigne hinanden, for deres påståede gode gerninger.
Afslutningsvis blev enken til kirkens afdøde stifter hyldet, fordi hun åbenbart lige har haft fødselsdag. Hun var en mægtig, nogle ville kalde hende buttet, andre ville måske endda kalde hende smækfed, dame, som åbenbart stadig havde en masse, at skulle have sagt. Hun blev begavet med en tur til London på 5-stjernet hotel og en tur i Wellness-center. Hmm, gad hvor kirken har fået pengene til den gave fra? Fra folk som er ”kommet tættere på Gud”? Jeg spørger bare...
Men endelig slap vi ud. Efter, jeg gentager(!), fem timer og tyve minutter.
Epilog: Okay, jeg har måske ikke været helt neutral, men det var virkelig også en mærkelig oplevelse. Jeg tror aldrig, jeg vil glemme det. Det har givet utrolig meget at tænke over. Det er så farligt at tolke disse hellige tekster; og det er lige meget, om vi taler om koranen eller biblen. Tilbage i villaen har diskussionen kørt mange gange sidden denne gudstjeneste, og der er delte meninger. Det vi kan lære af det er, at man bare er nødt til at forholde sig til visse ting.
fredag den 4. september 2009
Min bedste ven
Så blev klokken 22 i skrivende stund, og vi har ikke noget strøm – igen! Der er ikke noget lys, bortset fra de tre pærer som bliver drevet af vores lille benzingenerator, så man må være kreativ, når skal lave noget i de mørklagte rum. Solen er for længst gået ned, og når det er mørkt i Afrika, så er det virkelig mørkt! Der er meget, man skal tænke på. Hvis man ikke har fået hentet vand i brønden, er man på spanden. Man går heller ikke ligefrem ud i byen i mørket. Der er mange ting, man ikke kan lave medmindre: ... (Trommehvirvel!) … Man har en PANDELAMPE!
Jeg havde ikke troet, jeg skulle indrømme det, men jeg har fået en ny bedste ven hernede. Min pandelampe fra Aldi, som indtil videre har fulgt mig på mange friluftsture, og nu i Nigeria, er uundværlig. Jeg havde troet det skulle blive mine stop-piller, mine fantastiske pædagog-sandaler eller min iPod, men nej, pandelampen er vinderen. Uden den ville jeg ikke kunne gå på toilet uden svine det hele til, og uden den ville al aktivitet i aftentimerne være umulig. Det eneste der er at sige er: Aldi – du er en vinder! Na gode...
Jeg havde ikke troet, jeg skulle indrømme det, men jeg har fået en ny bedste ven hernede. Min pandelampe fra Aldi, som indtil videre har fulgt mig på mange friluftsture, og nu i Nigeria, er uundværlig. Jeg havde troet det skulle blive mine stop-piller, mine fantastiske pædagog-sandaler eller min iPod, men nej, pandelampen er vinderen. Uden den ville jeg ikke kunne gå på toilet uden svine det hele til, og uden den ville al aktivitet i aftentimerne være umulig. Det eneste der er at sige er: Aldi – du er en vinder! Na gode...
Observationer fra Nigeria
- Rødt sand over det hele. Mine sko er helt røde. Jorden har en fantastisk farve.
- Mennesker over alt. Bygningerne hernede har ikke meget at byde på, så næsten al aktivitet forgår på gaden. Gadesælgerene ejer i den grad bybilledet.
- Longi Pops! Min partner de næste tre måneder. Og ja, han hedder Pops til efternavn. Det er bare kun i Afrika det sker.
- Nye lædersandaler. (800 naira) BILLIGT! Det er omtrent 30 kr. for et par håndsyede sandaler.
- AK-47. Jeg har ikke set så mange våben siden jeg var soldat. Politi og soldater står alle vegne, og føler sig rigtig smarte med deres våben. Dårlig holdning! De ligner en gang bonderøve med pinlig barretføring.
- Bad i en spand. Det siger sig selv... Ja, og så er det koldt, medmindre man gider tænde et bål.
- Toiletskyld med en spand. Ja...
- Hente vand i brønden. Til toiletskyld og bad...
- Der mangler en streng på guitaren. Som så meget andet i Nigeria, så er der gode intentioner, men udførelsen mangler.
- Stor interesse for vores kamera.
- Maden består mest bare af ris. Det er ikke helt sandheden, men maden er lavet for at mætte, og ikke for at smage godt. Kød er ret dyrt, så vi får rigtig mange grønsager. Tror måske jeg går hen og taber mig mens jeg er hernede... Og det siger ikke så lidt!
- Ingen strøm. ”NEPA is flashing us!” I stedet for at sige strøm bliver der sagt NEPA, det nationale elektricitetsselskab, og det virker bare ikke! Her i regntiden tænder og slukker de mere, end Karen Jespersen skifter parti.
- Huset er faktisk ret beskit og ikke velholdt. Hvis alting virkede her i huset, ville det være langt over standarden hjemme i DK – det gør det bare ikke! Der er som sagt ikke ret tit strøm, (der er så ikke husets skyld...) men så har vi ikke vand i hanerne, og så drypper det ind alle steder, når det regner. Huset er udstyret med pool, varmtvandsbeholdere og badekar på samtlige 7 badeværelser, stort køkken og meget, meget mere. Og nej, det virker ikke.
- Strøm fra lille benzingenerator. Til når NEPA ikke engang gider flashe os.
- Næsten ingen skygge i dagtimerne. Jeg har aldrig set solen stå så højt på himlen før. Faktisk lidt surrealistisk.
- Velkomstmiddagen var meget afrikansk. Dvs. 45 minutter forsinket.
- Vi har allerede oplevet zulu-tid. Alting er faktisk 45 minutter forsinket.
- Det første husdyr: En fed rotte på min fod. Den kom så faktisk allerede efter et kvarter... Måske var det en udlænding.
- Det andet husdyr: Gekkoer på vægene. De spiser insekterne. Måske synes de også maden er lidt kedelig?
- Mennesker over alt. Bygningerne hernede har ikke meget at byde på, så næsten al aktivitet forgår på gaden. Gadesælgerene ejer i den grad bybilledet.
- Longi Pops! Min partner de næste tre måneder. Og ja, han hedder Pops til efternavn. Det er bare kun i Afrika det sker.
- Nye lædersandaler. (800 naira) BILLIGT! Det er omtrent 30 kr. for et par håndsyede sandaler.
- AK-47. Jeg har ikke set så mange våben siden jeg var soldat. Politi og soldater står alle vegne, og føler sig rigtig smarte med deres våben. Dårlig holdning! De ligner en gang bonderøve med pinlig barretføring.
- Bad i en spand. Det siger sig selv... Ja, og så er det koldt, medmindre man gider tænde et bål.
- Toiletskyld med en spand. Ja...
- Hente vand i brønden. Til toiletskyld og bad...
- Der mangler en streng på guitaren. Som så meget andet i Nigeria, så er der gode intentioner, men udførelsen mangler.
- Stor interesse for vores kamera.
- Maden består mest bare af ris. Det er ikke helt sandheden, men maden er lavet for at mætte, og ikke for at smage godt. Kød er ret dyrt, så vi får rigtig mange grønsager. Tror måske jeg går hen og taber mig mens jeg er hernede... Og det siger ikke så lidt!
- Ingen strøm. ”NEPA is flashing us!” I stedet for at sige strøm bliver der sagt NEPA, det nationale elektricitetsselskab, og det virker bare ikke! Her i regntiden tænder og slukker de mere, end Karen Jespersen skifter parti.
- Huset er faktisk ret beskit og ikke velholdt. Hvis alting virkede her i huset, ville det være langt over standarden hjemme i DK – det gør det bare ikke! Der er som sagt ikke ret tit strøm, (der er så ikke husets skyld...) men så har vi ikke vand i hanerne, og så drypper det ind alle steder, når det regner. Huset er udstyret med pool, varmtvandsbeholdere og badekar på samtlige 7 badeværelser, stort køkken og meget, meget mere. Og nej, det virker ikke.
- Strøm fra lille benzingenerator. Til når NEPA ikke engang gider flashe os.
- Næsten ingen skygge i dagtimerne. Jeg har aldrig set solen stå så højt på himlen før. Faktisk lidt surrealistisk.
- Velkomstmiddagen var meget afrikansk. Dvs. 45 minutter forsinket.
- Vi har allerede oplevet zulu-tid. Alting er faktisk 45 minutter forsinket.
- Det første husdyr: En fed rotte på min fod. Den kom så faktisk allerede efter et kvarter... Måske var det en udlænding.
- Det andet husdyr: Gekkoer på vægene. De spiser insekterne. Måske synes de også maden er lidt kedelig?
søndag den 23. august 2009
Opservationer i Københavns natteliv
Som til en polterabend har jeg de sidste par dage været rundt på Vesterbro og omegn. Det sidste danske er blevet nydt, inden vi bliver afskåret fra vores trygge, varme hule. Der er blevet besøgt "Brune stuer", set importerede nigerianske kvinder og spist en sidste omgang stegt flæsk. Kort sagt, alt hvad der er i dag er indbegrebet af dansk kultur.
Det er i dag, mandag, vi rejser til Nigeria, og så står den på 3 måneder med religion, nye skikke og kulturchok. Jeg er ved at gøre mig klar til en omvæltning.
Når man så er ude og nyde den sidste kolde øl, så er det svært ikke at tænke på det kommende eventyr - men kan man virkelig tillade sig det? Altså ikke reflektere over rejsen, men tværtimod drikke den kolde øl? "Jeg kunne have brugt de 55 kr på noget bedre end den fadøl"-tanken har virkelig sat sine spor i mig allerede nu. Det er værd at overveje, hvad man bruger sine penge på. Man bliver skør af at tænke på, hvor mange skolebøger man kunne have købt for den Big Mac, men det er vigtigt at være opmærksom på problemstillingen.
Afrika kommer tættere og tættere på.
Det er i dag, mandag, vi rejser til Nigeria, og så står den på 3 måneder med religion, nye skikke og kulturchok. Jeg er ved at gøre mig klar til en omvæltning.
Når man så er ude og nyde den sidste kolde øl, så er det svært ikke at tænke på det kommende eventyr - men kan man virkelig tillade sig det? Altså ikke reflektere over rejsen, men tværtimod drikke den kolde øl? "Jeg kunne have brugt de 55 kr på noget bedre end den fadøl"-tanken har virkelig sat sine spor i mig allerede nu. Det er værd at overveje, hvad man bruger sine penge på. Man bliver skør af at tænke på, hvor mange skolebøger man kunne have købt for den Big Mac, men det er vigtigt at være opmærksom på problemstillingen.
Afrika kommer tættere og tættere på.
mandag den 3. august 2009
Kursus i Århus
Så er vi i gang. I skrivende stund sidder vi 30 volontører i et klasselokale, der minder alt for meget om folkeskolens koldsved og dårligt indeklima, og blogger for første gang. Vi er forvirrede og forventningsfulde. Lige nu virker det som om, der er meget lang tid til næste søndag hvor vores kursus er slut, for der er virkelig meget info at fordøje.
Allerede nu føler jeg, at jeg er væsentligt bedre klædt på, end jeg var i går eftermiddags da jeg ankom. Os der skal til Jos i Nigeria, har fået rigtig mange svar, på nogle af de spørgsmål vi har gået og tygget på over sommerferien, og nu glæder vi os endnu mere!
Stay tuned for flere indlæg.
//Asger
Allerede nu føler jeg, at jeg er væsentligt bedre klædt på, end jeg var i går eftermiddags da jeg ankom. Os der skal til Jos i Nigeria, har fået rigtig mange svar, på nogle af de spørgsmål vi har gået og tygget på over sommerferien, og nu glæder vi os endnu mere!
Stay tuned for flere indlæg.
//Asger
Abonner på:
Opslag (Atom)
