På afstand ligner det en pløret, kugleformet masse. Når vi går lidt tættere på, kan vi se de første konturer i de store plader. Hvis man tager endnu et skridt frem, kan man se Y'et, dannet af Niger og Benue, og lige over hvor de mødes, er der et vindue. Der er tremmer for, og bag dem er der et myggenet. Hvis vi stiller os på tæer, kan vi lige se, at der sidder en gruppe mennesker derinde, og hov, en af dem er mig - Asger fra Danmark. Jeg ser ud som om, jeg dagdrømmer. Jeg tror, jeg sniger mig ind, og niver mig i den venstre delle lige over buksekanten.
Det føles som om en aer mig på hoften. Jeg misser et par gange med øjnene, men jeg er her stadig. Hmm. Rummet er gult, og jeg sidder i en hvid plastichavestol. Omkring mig sidder ti mennesker. Til venstre for mig ser jeg min makker Longi, og til højre sidder Maja. Jeg tror nok, at Uncle Yusuf lige har læst op af Lukasevangeliet, og derefter kommenteret det et kvarters tid, men nu snakker han om fodbold. Tror, jeg skal træde et skridt tilbage igen.
Jeg kommer til mig selv, helt. Jeg sidder i andagtsrummet på Gidan Bege, og klokken er ikke meget over otte. Jeg befinder mig allerede midt i morgenens anden andagt. Dagens bibeltekst, og dertilhørende kommentar, forstod jeg ikke helt. Det var vidst noget med, at Peter heller ikke helt forstod Jesus. Han virker som en meget fin fyr – Peter, altså. Uncle Yusuf spørger, om der er nogen, der har noget, de gerne vil have, vi beder om i fællesskab. Der når ikke engang at komme pinlig tavshed, før han bryder ind, og spørger om vi så fodboldkampen i går. Huh? Lad os bede for det nigerianske landshold, siger han. Os blege kigger lidt på hinanden, og udveksler et stille nå med øjnene. Det kan vi da godt. Og lad os også bede for, at Tyskland laver en masse mål mod Honduras - og at Nigeria vinder på fredag! Han lever i den grad op, når snakken går på fodbold. En af de andre mænd i lokalet bryder ind med lidt taktisk info. Han siger, mest som information til os nordboer, at nu hvor kampen på fredag skal spilles i Bauchi, så er det til klar fordel for Nigeria. Modstanderne vil komme til at lide i varmen der. Vi nikker meget indforstået.
Uncle Yusuf spørger Mama, gadedrengenes lærerinde, om hun ikke vil bede for os. Hun begynder straks at plapre løs på hausa. Om hun snakker om fodbold eller ej, forstår jeg ikke helt. Jeg tror, jeg falder lidt hen igen, men bliver afbrudt af et fælles amen. Folk rejser sig, og skramler lidt med havemøblementet. Der bliver klasket håndflader på tværs af lokalet, og jeg skynder mig ud til drengene, som jeg ved venter udenfor.
onsdag den 28. oktober 2009
onsdag den 21. oktober 2009
Sagde du lige det?
Som tiden går, bliver de oplagte emner og observationer færre og færre. Hele tiden har jeg prøvet at holde min blog i det muntre hjørne og kun ytret mig (forholdsvis) positivt om folk.
Dette indlæg har været lidt tid undervejs, og der har været mange overvejelser i den tid. Nok har vi været i Nigeria i nu to måneder, men der er stadig en del ”kultur”-forskelle, man undrer sig over. (Grunden til de foregående gåseøjne er, at jeg langt hen af vejen ikke mener, det er kultur, men derimod mangel på oplysning der giver den største kløft.)
I den sidste tid har jeg derfor samlet sammen til en lille liste, der forhåbentlig illustrerer hvordan, man nogle gange føler, man løber panden mod en mur. Den eneste tanke, jeg ofte står ladt tilbage med, er: Sagde du lige det?
(Jeg håber ikke, der er kommet alt for mange episoder med, og jeg håber heller ikke det er alt for gennemsyret af galle. I det tilfælde at det bliver for langt og surt, så vil jeg gerne på forhånd sige tak til min mor, for trofast at kæmpe sig igennem sure opstød og stadig synes jeg er dygtig. Tak.)
Torsdag den 15. oktober:
Som afslutning på vores daglige morgenandagt læser vi altid en lille kommentar i et gratis udleveret hæfte. Dagens emne var ”Gode vaner”. Det er i og for sig en fin lille ting, men den sidste linje i teksten fangede i den grad min opmærksomhed. ”Gud har den gode vane at få solen til at stå op og ned. Hvad er din?” Sig mig engang: Er jorden stadig flad?!
Søndag den 18. oktober:
Denne morgen besøgte vi en af de nigerianske pigers, Victoria, kirke. De var ved at skrabe lidt penge (700.000 naira = 20.000 kr.) sammen, til at gøre kirken lidt mere lækker. Præsten fortalte under prædikenen om en fattig dame, der gav sit sidste mad til en stakkels profet i stedet for til sig selv og sin søn. Det skulle menigheden også gøre – altså give deres penge til kirken. Gud dækkede jo for damen for 2000 år siden, så det vil han også gør nu. Fundraising direkte under prædikenen, så de ældres råd kan få blødere stole mm. Manipulation er hvad det er! Denne sammenblanding af penge og kirke, efterlader mig kun med en kommentar: Sagde du lige det – og så fra prædikestolen?!
(Det skal lige forklares, at kirkerne hernede ikke er statsstøttede, og derfor er nødt til at samle penge ind fra menigheden, men burde man så ikke lave en sektion i gudstjenesten, hvor man kalder en spade for en spade i stedet for at pakke det ind i prædikenen?)
Søndag fortsat:
Tidligere på ugen havde vi besøg af Tine, Johannes og Mike der til dagligt bor i Mbamba lige udenfor Yola. Disse byer har alle tidligere Reach Out-hold med stor glæde besøgt, men pga. diverse stridigheder er vores rejse til den del af landet udskudt på ubestemt tid. Denne eftermiddag sad vi så endnu en gang og plagede om at det kunne blive taget op til overvejelse igen. Nu havde vi jo lige set at vores danske venner kunne overleve køreturen, og i øvrigt have gjort det flere gange. For at lukke munden på os, og igen pointere sin tyrkertro på onde muslimer, fortalte Chris en historie. Han havde hørt fra en kammerat, som selv havde set det, ellers ville han selvfølgelig ikke have troet det, at der fandtes muslimmer, der var besat af djævlen, og derfor ikke kunne skydes. Kuglerne ville simpelthen bare falde ned på jorden foran dem. Endnu en gang stopper en diskussion med Chris med det hvide ud af øjnene. Manden er 38, og tror Superman er muslim...
Jeg forstår virkelig godt sikkerhedsspørgsmålet, men kom dog med nogle ordenlige argumenter og spar de halvfesne lignelser til kirken.
Mandag den 19. oktober:
På mandage og tirsdage er jeg begyndt at arbejde på en privatskole, der hedder Glorious Hope. Det er langt hen ad vejen en rigtig fin oplevelse, og børnene er velopdragne og imødekommende. De er vant til, at hvis man fejler, så får man prygl. Det er omtrent sådan jeg forestiller mig den sorte skole hjemme i Danmark for 50 år siden. Her er det bare bogstaveligt ”Den sorte skole”.
Jeg finder mig selv siddende ved kateteret, på den ene langside i klasseværelset, i færd med at rette matematikopgaver, da jeg ser op over hæftet, og opdager at min lærerkollega hiver ungerne op foran tavlen. Han beder dem efterfølgende om at knæle ned med front mod klassen. Så fortæller han at de skal holde armene over hovedet, og vente indtil det bliver deres tur. Nu starter han sin tur frem og tilbage foran geleddet. I dagens anledning har han anskaffet sig en stump ledning på cirka 30 cm. Den svirper første gang ned over nakken på en af drengene, der falder sammen i smerte på den hårde, kolde cementgulv. Læreren forsætter ned over ryggen på drengen, og senere på balder og baglår. Da denne torturtime er på sit højeste, sidder 12 af klassens 16 elever på knæ foran tavlen. Lokalet er fyldt med en blanding skrig, tårer, hulken og bønner om nåde. Jeg har sjældent haft så meget lyst til at rejse mig og ty til vold. Han burde bogstaveligt talt have en røvfuld det sadistiske møgsvin!
Nå, men ikke nok med at jeg skal arbejde sammen med en fladpandet middelalderbøddel, så kom der en kvindelig lærer forbi midt i agten. Hun stillede sig smilende i døren, og her tror man det bedste om sine medmennesker, men så spørger hun fandeme: ”Har du brug for hjælp? Jeg kan godt lide at straffe børn!” Endnu engang har jeg kun ét spørgsmål: Sagde du lige det?!
Mandag fortsat:
Efter aftensmaden sidder Maria med Chris og Eunices yngste søn, halvanden måned gamle Peter. Nen, der sidder ved siden af, hiver gang på gang Peters fingre ud af munden på ham. Vi danskere bliver lidt irriterede på hende, fordi vi synes det okay at sutte lidt på en tommelfinger, så vi spørger Eunice om han ikke nok må få lov til det. ”Om han må sutte på sine fingre?! Ved I ikke, det kan blive en livslang lidelse?” Der må vi så nok svare nej. Vi prøver os lidt på skift med at forklare, at vi altså ikke kender voksne, der går rundt og sutter i smug. Det er da rigtig, at der er nogle børn, der har svært ved at vende sig af med sutten, men at man skal sutte på sine fingre i smug, og samtidig kærtegne sine brystvorter - og ja, det var næste eksempel Eunice kom med - det har jeg svært ved at tro. Maria begyndte så at snakke om Freud og diverse faser, men jeg tror psykoanalysen har svære kår her i landet. Var det ikke noget med, at Freud også havde en forklaring på, at Gud var en, vi har opfundet for at give vores tilværelse lidt mere mening?
Om det er kulturforskelle eller ej, det vil jeg lade være op til læseren, men når man står i det, er det ofte svært ikke at rynke brynene og tænke: Sagde du lige det?
Dette indlæg har været lidt tid undervejs, og der har været mange overvejelser i den tid. Nok har vi været i Nigeria i nu to måneder, men der er stadig en del ”kultur”-forskelle, man undrer sig over. (Grunden til de foregående gåseøjne er, at jeg langt hen af vejen ikke mener, det er kultur, men derimod mangel på oplysning der giver den største kløft.)
I den sidste tid har jeg derfor samlet sammen til en lille liste, der forhåbentlig illustrerer hvordan, man nogle gange føler, man løber panden mod en mur. Den eneste tanke, jeg ofte står ladt tilbage med, er: Sagde du lige det?
(Jeg håber ikke, der er kommet alt for mange episoder med, og jeg håber heller ikke det er alt for gennemsyret af galle. I det tilfælde at det bliver for langt og surt, så vil jeg gerne på forhånd sige tak til min mor, for trofast at kæmpe sig igennem sure opstød og stadig synes jeg er dygtig. Tak.)
Torsdag den 15. oktober:
Som afslutning på vores daglige morgenandagt læser vi altid en lille kommentar i et gratis udleveret hæfte. Dagens emne var ”Gode vaner”. Det er i og for sig en fin lille ting, men den sidste linje i teksten fangede i den grad min opmærksomhed. ”Gud har den gode vane at få solen til at stå op og ned. Hvad er din?” Sig mig engang: Er jorden stadig flad?!
Søndag den 18. oktober:
Denne morgen besøgte vi en af de nigerianske pigers, Victoria, kirke. De var ved at skrabe lidt penge (700.000 naira = 20.000 kr.) sammen, til at gøre kirken lidt mere lækker. Præsten fortalte under prædikenen om en fattig dame, der gav sit sidste mad til en stakkels profet i stedet for til sig selv og sin søn. Det skulle menigheden også gøre – altså give deres penge til kirken. Gud dækkede jo for damen for 2000 år siden, så det vil han også gør nu. Fundraising direkte under prædikenen, så de ældres råd kan få blødere stole mm. Manipulation er hvad det er! Denne sammenblanding af penge og kirke, efterlader mig kun med en kommentar: Sagde du lige det – og så fra prædikestolen?!
(Det skal lige forklares, at kirkerne hernede ikke er statsstøttede, og derfor er nødt til at samle penge ind fra menigheden, men burde man så ikke lave en sektion i gudstjenesten, hvor man kalder en spade for en spade i stedet for at pakke det ind i prædikenen?)
Søndag fortsat:
Tidligere på ugen havde vi besøg af Tine, Johannes og Mike der til dagligt bor i Mbamba lige udenfor Yola. Disse byer har alle tidligere Reach Out-hold med stor glæde besøgt, men pga. diverse stridigheder er vores rejse til den del af landet udskudt på ubestemt tid. Denne eftermiddag sad vi så endnu en gang og plagede om at det kunne blive taget op til overvejelse igen. Nu havde vi jo lige set at vores danske venner kunne overleve køreturen, og i øvrigt have gjort det flere gange. For at lukke munden på os, og igen pointere sin tyrkertro på onde muslimer, fortalte Chris en historie. Han havde hørt fra en kammerat, som selv havde set det, ellers ville han selvfølgelig ikke have troet det, at der fandtes muslimmer, der var besat af djævlen, og derfor ikke kunne skydes. Kuglerne ville simpelthen bare falde ned på jorden foran dem. Endnu en gang stopper en diskussion med Chris med det hvide ud af øjnene. Manden er 38, og tror Superman er muslim...
Jeg forstår virkelig godt sikkerhedsspørgsmålet, men kom dog med nogle ordenlige argumenter og spar de halvfesne lignelser til kirken.
Mandag den 19. oktober:
På mandage og tirsdage er jeg begyndt at arbejde på en privatskole, der hedder Glorious Hope. Det er langt hen ad vejen en rigtig fin oplevelse, og børnene er velopdragne og imødekommende. De er vant til, at hvis man fejler, så får man prygl. Det er omtrent sådan jeg forestiller mig den sorte skole hjemme i Danmark for 50 år siden. Her er det bare bogstaveligt ”Den sorte skole”.
Jeg finder mig selv siddende ved kateteret, på den ene langside i klasseværelset, i færd med at rette matematikopgaver, da jeg ser op over hæftet, og opdager at min lærerkollega hiver ungerne op foran tavlen. Han beder dem efterfølgende om at knæle ned med front mod klassen. Så fortæller han at de skal holde armene over hovedet, og vente indtil det bliver deres tur. Nu starter han sin tur frem og tilbage foran geleddet. I dagens anledning har han anskaffet sig en stump ledning på cirka 30 cm. Den svirper første gang ned over nakken på en af drengene, der falder sammen i smerte på den hårde, kolde cementgulv. Læreren forsætter ned over ryggen på drengen, og senere på balder og baglår. Da denne torturtime er på sit højeste, sidder 12 af klassens 16 elever på knæ foran tavlen. Lokalet er fyldt med en blanding skrig, tårer, hulken og bønner om nåde. Jeg har sjældent haft så meget lyst til at rejse mig og ty til vold. Han burde bogstaveligt talt have en røvfuld det sadistiske møgsvin!
Nå, men ikke nok med at jeg skal arbejde sammen med en fladpandet middelalderbøddel, så kom der en kvindelig lærer forbi midt i agten. Hun stillede sig smilende i døren, og her tror man det bedste om sine medmennesker, men så spørger hun fandeme: ”Har du brug for hjælp? Jeg kan godt lide at straffe børn!” Endnu engang har jeg kun ét spørgsmål: Sagde du lige det?!
Mandag fortsat:
Efter aftensmaden sidder Maria med Chris og Eunices yngste søn, halvanden måned gamle Peter. Nen, der sidder ved siden af, hiver gang på gang Peters fingre ud af munden på ham. Vi danskere bliver lidt irriterede på hende, fordi vi synes det okay at sutte lidt på en tommelfinger, så vi spørger Eunice om han ikke nok må få lov til det. ”Om han må sutte på sine fingre?! Ved I ikke, det kan blive en livslang lidelse?” Der må vi så nok svare nej. Vi prøver os lidt på skift med at forklare, at vi altså ikke kender voksne, der går rundt og sutter i smug. Det er da rigtig, at der er nogle børn, der har svært ved at vende sig af med sutten, men at man skal sutte på sine fingre i smug, og samtidig kærtegne sine brystvorter - og ja, det var næste eksempel Eunice kom med - det har jeg svært ved at tro. Maria begyndte så at snakke om Freud og diverse faser, men jeg tror psykoanalysen har svære kår her i landet. Var det ikke noget med, at Freud også havde en forklaring på, at Gud var en, vi har opfundet for at give vores tilværelse lidt mere mening?
Om det er kulturforskelle eller ej, det vil jeg lade være op til læseren, men når man står i det, er det ofte svært ikke at rynke brynene og tænke: Sagde du lige det?
mandag den 12. oktober 2009
Litteratur tur
Så skete det. Jeg er løbet tør for litteratur. Jeg har læst alt fra historisk fakta om Nigeria til Leif Panduros traditioner, og senest har den unge Werther gjort en ende på sine lidelser. Jeg har været nødt til at spørge de medrejsende piger om hjælp i denne krisetid.
En kvinde, meget klogere end jeg, har engang fortalt mig: ”Når du skal ud og rejse, så skal du altid have bøger med, som alle gider læse.” Det er bare ikke alle, der har hørt det udsagn.
Jeg har valgt at lave en liste med nogle af de bøger, folk har slæbt hele vejen fra Danmark til Nigeria. Nogle af kommentarerne har sandsynligvis et meget subjektivt præg, men hej, man kan jo spørge sig selv, om vores 3x23 kilo bagage ikke kunne være blevet brugt til noget bedre?
Kærlighedens 5 sprog af Gary Chapman:
- En samtalebog for ægtepar. Det er altid godt at være beredt. Betina har gentagende gange, dog uden held, prøvet at få mig til at læse i den. Jeg tror, og håber, ikke jeg er målgruppen.
Bridget Jones' dagbog af Helen Fielding:
- Den kræver vist ikke nogen introduktion.
Mine hemmeligheder af Sophie Kinsella:
- Ja, omslaget er lyserødt, og forfatteren er hende der også har skrevet En shopaholic i New York. Jeg orker ikke engang at læse bagsiden.
Nynnes dagbog af Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard:
- På bagsiden står der med fed: ”Champagne, hvidvin, rødvin, cognac, gin, tequila og øl.” Det lyder jo alt sammen meget tiltalende, men noget får mig nu alligevel til at holde lidt igen.
Sex and the City af Candace Bushnell:
- Den kræver vist heller ikke nogen introduktion...
Tre sider af samme sag af Marian Keyes:
- Endnu engang har vi at gøre med en bog med lyserødt omslag. Ellers kan jeg se tre par nøgne dameben, der stritter i hver sin retning, med henholdsvis sorte, gule og røde stilletter.
Bagsiden fortæller historien om tre karrierekvinder og deres... bla bla bla!!!
Samtale med dig selv af René Diekstra:
- Den sidste bog jeg har taget med på denne liste, er endnu en samtalebog. Der står det er en ”vejledning i selvanalyse”. Jeg tror ærligt talt, jeg får et problem, mere end jeg løser et, ved at læse denne bog.
Lad mig afslutningsvis slå fast, at denne liste ikke er lavet for at pege fingre af nogen. Listen er tværtimod lavet for at hylde vores forskelligheder og for at illustrere, at jeg er helt på toppen i denne verden (læs: vores compound) domineret af kvinder.
En kvinde, meget klogere end jeg, har engang fortalt mig: ”Når du skal ud og rejse, så skal du altid have bøger med, som alle gider læse.” Det er bare ikke alle, der har hørt det udsagn.
Jeg har valgt at lave en liste med nogle af de bøger, folk har slæbt hele vejen fra Danmark til Nigeria. Nogle af kommentarerne har sandsynligvis et meget subjektivt præg, men hej, man kan jo spørge sig selv, om vores 3x23 kilo bagage ikke kunne være blevet brugt til noget bedre?
Kærlighedens 5 sprog af Gary Chapman:
- En samtalebog for ægtepar. Det er altid godt at være beredt. Betina har gentagende gange, dog uden held, prøvet at få mig til at læse i den. Jeg tror, og håber, ikke jeg er målgruppen.
Bridget Jones' dagbog af Helen Fielding:
- Den kræver vist ikke nogen introduktion.
Mine hemmeligheder af Sophie Kinsella:
- Ja, omslaget er lyserødt, og forfatteren er hende der også har skrevet En shopaholic i New York. Jeg orker ikke engang at læse bagsiden.
Nynnes dagbog af Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard:
- På bagsiden står der med fed: ”Champagne, hvidvin, rødvin, cognac, gin, tequila og øl.” Det lyder jo alt sammen meget tiltalende, men noget får mig nu alligevel til at holde lidt igen.
Sex and the City af Candace Bushnell:
- Den kræver vist heller ikke nogen introduktion...
Tre sider af samme sag af Marian Keyes:
- Endnu engang har vi at gøre med en bog med lyserødt omslag. Ellers kan jeg se tre par nøgne dameben, der stritter i hver sin retning, med henholdsvis sorte, gule og røde stilletter.
Bagsiden fortæller historien om tre karrierekvinder og deres... bla bla bla!!!
Samtale med dig selv af René Diekstra:
- Den sidste bog jeg har taget med på denne liste, er endnu en samtalebog. Der står det er en ”vejledning i selvanalyse”. Jeg tror ærligt talt, jeg får et problem, mere end jeg løser et, ved at læse denne bog.
Lad mig afslutningsvis slå fast, at denne liste ikke er lavet for at pege fingre af nogen. Listen er tværtimod lavet for at hylde vores forskelligheder og for at illustrere, at jeg er helt på toppen i denne verden (læs: vores compound) domineret af kvinder.
fredag den 2. oktober 2009
Dagens dims: En nøglering
I de gode gamle friluftsdage tilbage på Egmont Højskolen, er der engang blevet sagt, at hvis du skal ud og købe grej, så skal det have mere end én funktion. Det går ikke at købe et strygestål, som ikke også har GPS osv. Det princip har de så sandelig forstået her i Nigeria.
Vi bruger vanvittigt mange timer i vores fantastiske Toyota, og det ville ikke være muligt uden vores bilnøgle – og en nøgle til en Toyota Hiace fortjener et ordenligt ophæng.
Er det en nøglering? Er det en oplukker? Er det en næsten funktionel kam? Eller er det et old-school importeret Oliver Bierhoff stykke merchandise købt på tilbud en regnfuld eftermiddag sommeren 2003 for kun 12 naira på markedet i Bukuru? Nej, det er det hele kombineret i ét! Hvem havde troet det skulle være muligt for menneskeheden? Det må have krævet en hær af nyudklækkede civilingeniører fra DTU med gåpåmod ud over det sædvanlige. Vi takker og bukker alle i dyb taknemmelighed over denne dims. Må der komme flere til.
Vi bruger vanvittigt mange timer i vores fantastiske Toyota, og det ville ikke være muligt uden vores bilnøgle – og en nøgle til en Toyota Hiace fortjener et ordenligt ophæng.
Er det en nøglering? Er det en oplukker? Er det en næsten funktionel kam? Eller er det et old-school importeret Oliver Bierhoff stykke merchandise købt på tilbud en regnfuld eftermiddag sommeren 2003 for kun 12 naira på markedet i Bukuru? Nej, det er det hele kombineret i ét! Hvem havde troet det skulle være muligt for menneskeheden? Det må have krævet en hær af nyudklækkede civilingeniører fra DTU med gåpåmod ud over det sædvanlige. Vi takker og bukker alle i dyb taknemmelighed over denne dims. Må der komme flere til.
Min første bibel
Så skete det, som ingen havde troet. Jeg, Asger Gørup Nielsen, har fået en bibel. Og nej, jeg har ikke været ude og investere i en, jeg har fået den overrakt. Det pudsige er her, at jeg faktisk ikke fortæller hele sandheden. Det er nemlig sådan, at jeg ikke bare har fået én bibel, jeg har fået to. To bibler på to dage af to personer uafhængigt af hinanden. Historien er som følger:
Engang i sidste uge ankom der en flok amerikanere til Jos, og ikke nok med at de var fra USA, så var de alle fra Texas.
- How y'all doin'?
- Jow, tak då...
Vi mødte dem første gang på vores Out Reaches om onsdagen. Det var en fornøjelse, at nu efter fem uger i landet, at kunne stå på sidelinjen, og se dem flashe deres store spejlreflekskameraer, og bare tænke: Dumme turister. Man følte sig helt sort. Nå, men alt i alt var de kære texanere rimeligt harmløse, og så ud til at være glade for at være her.
Vores næste møde med vores nye venner var i mandags hos de store gadedrenge på Transition House. Vi fandt ud af, at de åbenbart er herovre for at fejre fødselsdage. Alles fødselsdage. På én gang. De har åbenbart besluttet sig for at gøre det til en årlig begivenhed, at tage 14 dage til Nigeria, for at tage billeder af glade negerbørn. Så kan de stå der og opføre sig som hvide julemænd, og kaste om sig med slik, sukker og penge, og så tage hjem igen med god samvittighed. Det er jo trods alt, præcis hvad et gadebarn har brug for.
Denne mandag fik vi lidt mere tid til at konversere med vores nye bekendte. Jeg fik talt med et par stykker, og hvad der var fælles for dem var, at alle havde den typiske ”Her kommer jeg, og jeg har svaret”-attitude, og så en uhyggelig bogstavelig tilgang til Ordet. Den sidste mand jeg talte med, begyndte høfligt med at spørge ind til, hvilken kirke jeg kom fra, og om jeg var blevet ”født igen”. Jeg stod og vippede lidt på fødderne, og mine knæ begyndte at nærme sig hinanden, da jeg fik fremstammet et ret dårligt svar:
- Øhh...?
Jeg prøvede at forklare ham om, hvordan den danske folkekirke fungerer, men om jeg var blevet ”født igen”, det vidste jeg altså ikke helt. Så prøvede han på en anden måde.
- Do you know if you're goin' to heaven when you die?
- Det ved jeg ikke helt. Jeg har jo ikke prøvet at dø.
Så blev manden da rigtig ophidset. Var jeg overhovedet rigtig kristen?! Nu skulle jeg finde mig en stol, for det var vi nødt til at tale om. Så begyndte han at battle mig i diverse bibelvers, og jeg kunne bare sidde og føle mig som en konfirmand, der for tredje uge i træk ikke havde været i kirke.
- I'm really sorry to say this, but I'm pretty sure that you're goin' to hell...
Man ved ikke helt om man skal le eller flæbe, når der sidder en ophidset texaner og fordømmende fortæller dig, at du ryger i helvede, og så samtidig med en accent der tyder på, at den bagte kartoffel er blevet byttet ud med en roe. Midt i bibelvers og profetier blev jeg heldigvis reddet (læs: frelst) af en af pigerne, der sagde, at bussen var ved at køre. Jeg skyndte mig væk, mens jeg håbede at det var første og sidste gang jeg skulle stifte bekendtskab med denne hellige cowboy.
Det viste sig ikke at være tilfældet. Om onsdagen da vi ankom til gadedrengehjemmet Gidan Bege, fik vi at vide, at i dag var det deres tur. Nu skulle deres ”fødselsdag” fejres, og på helt samme måde.
Alle dem der er bedste venner med Jesus, rejs jer! Og så står der en flok 6-årige drenge på sukkerchok og hopper. Nogle af drengene havde aldrig set så meget slik før, som de fik den dag. Efter et par af de amerikanske bonderøve havde holdt deres prædiker, kom min ven fra om mandagen over til mig. Alt imens resten af gruppen delte små røde bibler ud til drengene, fortalte han mig, at de alle kom fra Gideons International, og at han havde noget med til mig. Op af brystlommen fiskede han en lille brun bibel op, og gav den til mig. Deri skulle jeg nok kunne finde svaret. Jeg satte den glade og taknemmelige grimasse op, og så slap jeg lidt nemmere end sidst. Man fristes næsten til at sige: Gudskelov.
Til dem som ikke kender til Gideons International, så er det er en kristen amerikansk organisation, hvis primære opgave er, at distribuere bibler. Siden 1908 har de således uddelt op mod 1,5 milliard bibler, på 80 sprog i 175 lande. Der hvor folk oftest støder på dem, er på hotelværelser, hvor man næsten alle steder i USA kan finde en bog skrevet af ham Gideon. I min korte research for at udvide min Gideon-viden, fandt jeg en liste over de forskellige farver, deres udleverede bibler har. Det viser sig, at de kommer i næsten alle regnbuens nuancer. Den røde er således uddelt til "middle/high -school students", den grønne til ”college/university students” og den brune bliver udleveret personligt til folk med særligt brug for den. Ihh altså, jeg er helt speciel!
Det var så historien om min første bibel. Den anden kom dagen efter. Da vi havde spist morgenmad torsdag morgen, tog Lillian fat i mig, og spurgte om vi ikke lige kunne tale sammen. Hun havde det der lidt trykkede ”Du har sagt noget der har gjort mig ked af det”-blik i øjnene, og jeg fik straks dårlig samvittighed. Over hvad vidste jeg ikke lige. Vi satte os i stuen, og hun forklarede at hun havde noget til mig. Hun havde i en tid observeret at jeg ikke ejede en bibel, og det var en fejl af mig, så nu havde hun besluttet at gøre noget ved det. Hun stak mig derpå en New Living Translation Bible – African Edition i hånden.
- Jeg håber virkelig, du vil tage imod den.
Med et lettere overbærende smil sagde jeg frejdigt, at det ville jeg mægtig gerne. Hun havde virkelig frygtet at jeg ville blive stødt over hendes ”aggressivitet”. En gave er en gave, og man kan altid bruge en bibel til. Indtil videre er jeg kommet til kapitel to i første mosebog. Der røg jeg ind i en kæmpe griner over, at der står, at da Gud skabte manden, og dernæst hans hjælper – kvinden. Kan godt se min mor slynge en pande efter ham, der har oversat den bibel.
Hvis min bibel-stime forstætter de næste par dage, kan det godt være drengene derhjemme, skal forvente hårde julegaver i år. Ha' det godt så længe.
Engang i sidste uge ankom der en flok amerikanere til Jos, og ikke nok med at de var fra USA, så var de alle fra Texas.
- How y'all doin'?
- Jow, tak då...
Vi mødte dem første gang på vores Out Reaches om onsdagen. Det var en fornøjelse, at nu efter fem uger i landet, at kunne stå på sidelinjen, og se dem flashe deres store spejlreflekskameraer, og bare tænke: Dumme turister. Man følte sig helt sort. Nå, men alt i alt var de kære texanere rimeligt harmløse, og så ud til at være glade for at være her.
Vores næste møde med vores nye venner var i mandags hos de store gadedrenge på Transition House. Vi fandt ud af, at de åbenbart er herovre for at fejre fødselsdage. Alles fødselsdage. På én gang. De har åbenbart besluttet sig for at gøre det til en årlig begivenhed, at tage 14 dage til Nigeria, for at tage billeder af glade negerbørn. Så kan de stå der og opføre sig som hvide julemænd, og kaste om sig med slik, sukker og penge, og så tage hjem igen med god samvittighed. Det er jo trods alt, præcis hvad et gadebarn har brug for.
Denne mandag fik vi lidt mere tid til at konversere med vores nye bekendte. Jeg fik talt med et par stykker, og hvad der var fælles for dem var, at alle havde den typiske ”Her kommer jeg, og jeg har svaret”-attitude, og så en uhyggelig bogstavelig tilgang til Ordet. Den sidste mand jeg talte med, begyndte høfligt med at spørge ind til, hvilken kirke jeg kom fra, og om jeg var blevet ”født igen”. Jeg stod og vippede lidt på fødderne, og mine knæ begyndte at nærme sig hinanden, da jeg fik fremstammet et ret dårligt svar:
- Øhh...?
Jeg prøvede at forklare ham om, hvordan den danske folkekirke fungerer, men om jeg var blevet ”født igen”, det vidste jeg altså ikke helt. Så prøvede han på en anden måde.
- Do you know if you're goin' to heaven when you die?
- Det ved jeg ikke helt. Jeg har jo ikke prøvet at dø.
Så blev manden da rigtig ophidset. Var jeg overhovedet rigtig kristen?! Nu skulle jeg finde mig en stol, for det var vi nødt til at tale om. Så begyndte han at battle mig i diverse bibelvers, og jeg kunne bare sidde og føle mig som en konfirmand, der for tredje uge i træk ikke havde været i kirke.
- I'm really sorry to say this, but I'm pretty sure that you're goin' to hell...
Man ved ikke helt om man skal le eller flæbe, når der sidder en ophidset texaner og fordømmende fortæller dig, at du ryger i helvede, og så samtidig med en accent der tyder på, at den bagte kartoffel er blevet byttet ud med en roe. Midt i bibelvers og profetier blev jeg heldigvis reddet (læs: frelst) af en af pigerne, der sagde, at bussen var ved at køre. Jeg skyndte mig væk, mens jeg håbede at det var første og sidste gang jeg skulle stifte bekendtskab med denne hellige cowboy.
Det viste sig ikke at være tilfældet. Om onsdagen da vi ankom til gadedrengehjemmet Gidan Bege, fik vi at vide, at i dag var det deres tur. Nu skulle deres ”fødselsdag” fejres, og på helt samme måde.
Alle dem der er bedste venner med Jesus, rejs jer! Og så står der en flok 6-årige drenge på sukkerchok og hopper. Nogle af drengene havde aldrig set så meget slik før, som de fik den dag. Efter et par af de amerikanske bonderøve havde holdt deres prædiker, kom min ven fra om mandagen over til mig. Alt imens resten af gruppen delte små røde bibler ud til drengene, fortalte han mig, at de alle kom fra Gideons International, og at han havde noget med til mig. Op af brystlommen fiskede han en lille brun bibel op, og gav den til mig. Deri skulle jeg nok kunne finde svaret. Jeg satte den glade og taknemmelige grimasse op, og så slap jeg lidt nemmere end sidst. Man fristes næsten til at sige: Gudskelov.
Til dem som ikke kender til Gideons International, så er det er en kristen amerikansk organisation, hvis primære opgave er, at distribuere bibler. Siden 1908 har de således uddelt op mod 1,5 milliard bibler, på 80 sprog i 175 lande. Der hvor folk oftest støder på dem, er på hotelværelser, hvor man næsten alle steder i USA kan finde en bog skrevet af ham Gideon. I min korte research for at udvide min Gideon-viden, fandt jeg en liste over de forskellige farver, deres udleverede bibler har. Det viser sig, at de kommer i næsten alle regnbuens nuancer. Den røde er således uddelt til "middle/high -school students", den grønne til ”college/university students” og den brune bliver udleveret personligt til folk med særligt brug for den. Ihh altså, jeg er helt speciel!
Det var så historien om min første bibel. Den anden kom dagen efter. Da vi havde spist morgenmad torsdag morgen, tog Lillian fat i mig, og spurgte om vi ikke lige kunne tale sammen. Hun havde det der lidt trykkede ”Du har sagt noget der har gjort mig ked af det”-blik i øjnene, og jeg fik straks dårlig samvittighed. Over hvad vidste jeg ikke lige. Vi satte os i stuen, og hun forklarede at hun havde noget til mig. Hun havde i en tid observeret at jeg ikke ejede en bibel, og det var en fejl af mig, så nu havde hun besluttet at gøre noget ved det. Hun stak mig derpå en New Living Translation Bible – African Edition i hånden.
- Jeg håber virkelig, du vil tage imod den.
Med et lettere overbærende smil sagde jeg frejdigt, at det ville jeg mægtig gerne. Hun havde virkelig frygtet at jeg ville blive stødt over hendes ”aggressivitet”. En gave er en gave, og man kan altid bruge en bibel til. Indtil videre er jeg kommet til kapitel to i første mosebog. Der røg jeg ind i en kæmpe griner over, at der står, at da Gud skabte manden, og dernæst hans hjælper – kvinden. Kan godt se min mor slynge en pande efter ham, der har oversat den bibel.
Hvis min bibel-stime forstætter de næste par dage, kan det godt være drengene derhjemme, skal forvente hårde julegaver i år. Ha' det godt så længe.
Dagens dims: Tigerbalsam
Dagens genstand er Lillians tigerbalsam. Lillian er en af de nigerianske piger, vi bor i hus med. Hjemme i Danmark bruger vi tigerbalsam på mange måder. Nogle bruger det i en blind tro på, at det kan helbrede alverdens ting, mens andre, læs undertegnede, udelukkende bruger det til at smøre på de steder, hvor det svier allermest kun med det formål, at det skal være en form for manddomsprøve. Her i landet er jeg lidt i tvivl om brugen.
Christinas partner, Nen, havde for et par uger siden en slem forkølelse. I det tilfælde blev balsamen blandet op med varmt vand, og drukket som te. Det så ikke specielt rart ud. Vi har dog også set det i en mere harmløs funktion, hvor det som en hver anden salve er blevet udvortet på det sted, det gjorde ondt.
Christinas partner, Nen, havde for et par uger siden en slem forkølelse. I det tilfælde blev balsamen blandet op med varmt vand, og drukket som te. Det så ikke specielt rart ud. Vi har dog også set det i en mere harmløs funktion, hvor det som en hver anden salve er blevet udvortet på det sted, det gjorde ondt.
For svagtseende kommer her instruktionen fra bøtten: ”Rheumatism, Back Pain, Chest, Ribs, Rachis, Scorpion, Snake, Rob it two (2) Times daily. ”Pilo” apply side inside the anus. May God help. Amen”
Som man kan læse, opfordrer producenten her også til manddomsprøver, det er i hvert fald hvad jeg håber, efter at have læst brugsanvisningen, og i det tilfælde: Må Gud hjælpe os...
Abonner på:
Opslag (Atom)
