Engang i sidste uge ankom der en flok amerikanere til Jos, og ikke nok med at de var fra USA, så var de alle fra Texas.
- How y'all doin'?
- Jow, tak då...
Vi mødte dem første gang på vores Out Reaches om onsdagen. Det var en fornøjelse, at nu efter fem uger i landet, at kunne stå på sidelinjen, og se dem flashe deres store spejlreflekskameraer, og bare tænke: Dumme turister. Man følte sig helt sort. Nå, men alt i alt var de kære texanere rimeligt harmløse, og så ud til at være glade for at være her.
Vores næste møde med vores nye venner var i mandags hos de store gadedrenge på Transition House. Vi fandt ud af, at de åbenbart er herovre for at fejre fødselsdage. Alles fødselsdage. På én gang. De har åbenbart besluttet sig for at gøre det til en årlig begivenhed, at tage 14 dage til Nigeria, for at tage billeder af glade negerbørn. Så kan de stå der og opføre sig som hvide julemænd, og kaste om sig med slik, sukker og penge, og så tage hjem igen med god samvittighed. Det er jo trods alt, præcis hvad et gadebarn har brug for.
Denne mandag fik vi lidt mere tid til at konversere med vores nye bekendte. Jeg fik talt med et par stykker, og hvad der var fælles for dem var, at alle havde den typiske ”Her kommer jeg, og jeg har svaret”-attitude, og så en uhyggelig bogstavelig tilgang til Ordet. Den sidste mand jeg talte med, begyndte høfligt med at spørge ind til, hvilken kirke jeg kom fra, og om jeg var blevet ”født igen”. Jeg stod og vippede lidt på fødderne, og mine knæ begyndte at nærme sig hinanden, da jeg fik fremstammet et ret dårligt svar:
- Øhh...?
Jeg prøvede at forklare ham om, hvordan den danske folkekirke fungerer, men om jeg var blevet ”født igen”, det vidste jeg altså ikke helt. Så prøvede han på en anden måde.
- Do you know if you're goin' to heaven when you die?
- Det ved jeg ikke helt. Jeg har jo ikke prøvet at dø.
Så blev manden da rigtig ophidset. Var jeg overhovedet rigtig kristen?! Nu skulle jeg finde mig en stol, for det var vi nødt til at tale om. Så begyndte han at battle mig i diverse bibelvers, og jeg kunne bare sidde og føle mig som en konfirmand, der for tredje uge i træk ikke havde været i kirke.
- I'm really sorry to say this, but I'm pretty sure that you're goin' to hell...
Man ved ikke helt om man skal le eller flæbe, når der sidder en ophidset texaner og fordømmende fortæller dig, at du ryger i helvede, og så samtidig med en accent der tyder på, at den bagte kartoffel er blevet byttet ud med en roe. Midt i bibelvers og profetier blev jeg heldigvis reddet (læs: frelst) af en af pigerne, der sagde, at bussen var ved at køre. Jeg skyndte mig væk, mens jeg håbede at det var første og sidste gang jeg skulle stifte bekendtskab med denne hellige cowboy.
Det viste sig ikke at være tilfældet. Om onsdagen da vi ankom til gadedrengehjemmet Gidan Bege, fik vi at vide, at i dag var det deres tur. Nu skulle deres ”fødselsdag” fejres, og på helt samme måde.
Alle dem der er bedste venner med Jesus, rejs jer! Og så står der en flok 6-årige drenge på sukkerchok og hopper. Nogle af drengene havde aldrig set så meget slik før, som de fik den dag. Efter et par af de amerikanske bonderøve havde holdt deres prædiker, kom min ven fra om mandagen over til mig. Alt imens resten af gruppen delte små røde bibler ud til drengene, fortalte han mig, at de alle kom fra Gideons International, og at han havde noget med til mig. Op af brystlommen fiskede han en lille brun bibel op, og gav den til mig. Deri skulle jeg nok kunne finde svaret. Jeg satte den glade og taknemmelige grimasse op, og så slap jeg lidt nemmere end sidst. Man fristes næsten til at sige: Gudskelov.
Til dem som ikke kender til Gideons International, så er det er en kristen amerikansk organisation, hvis primære opgave er, at distribuere bibler. Siden 1908 har de således uddelt op mod 1,5 milliard bibler, på 80 sprog i 175 lande. Der hvor folk oftest støder på dem, er på hotelværelser, hvor man næsten alle steder i USA kan finde en bog skrevet af ham Gideon. I min korte research for at udvide min Gideon-viden, fandt jeg en liste over de forskellige farver, deres udleverede bibler har. Det viser sig, at de kommer i næsten alle regnbuens nuancer. Den røde er således uddelt til "middle/high -school students", den grønne til ”college/university students” og den brune bliver udleveret personligt til folk med særligt brug for den. Ihh altså, jeg er helt speciel!
Det var så historien om min første bibel. Den anden kom dagen efter. Da vi havde spist morgenmad torsdag morgen, tog Lillian fat i mig, og spurgte om vi ikke lige kunne tale sammen. Hun havde det der lidt trykkede ”Du har sagt noget der har gjort mig ked af det”-blik i øjnene, og jeg fik straks dårlig samvittighed. Over hvad vidste jeg ikke lige. Vi satte os i stuen, og hun forklarede at hun havde noget til mig. Hun havde i en tid observeret at jeg ikke ejede en bibel, og det var en fejl af mig, så nu havde hun besluttet at gøre noget ved det. Hun stak mig derpå en New Living Translation Bible – African Edition i hånden.
- Jeg håber virkelig, du vil tage imod den.
Med et lettere overbærende smil sagde jeg frejdigt, at det ville jeg mægtig gerne. Hun havde virkelig frygtet at jeg ville blive stødt over hendes ”aggressivitet”. En gave er en gave, og man kan altid bruge en bibel til. Indtil videre er jeg kommet til kapitel to i første mosebog. Der røg jeg ind i en kæmpe griner over, at der står, at da Gud skabte manden, og dernæst hans hjælper – kvinden. Kan godt se min mor slynge en pande efter ham, der har oversat den bibel.
Hvis min bibel-stime forstætter de næste par dage, kan det godt være drengene derhjemme, skal forvente hårde julegaver i år. Ha' det godt så længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar