Der er varmt i Bauchi

På afstand ligner det en pløret, kugleformet masse. Når vi går lidt tættere på, kan vi se de første konturer i de store plader. Hvis man tager endnu et skridt frem, kan man se Y'et, dannet af Niger og Benue, og lige over hvor de mødes, er der et vindue. Der er tremmer for, og bag dem er der et myggenet. Hvis vi stiller os på tæer, kan vi lige se, at der sidder en gruppe mennesker derinde, og hov, en af dem er mig - Asger fra Danmark. Jeg ser ud som om, jeg dagdrømmer. Jeg tror, jeg sniger mig ind, og niver mig i den venstre delle lige over buksekanten.

Det føles som om en aer mig på hoften. Jeg misser et par gange med øjnene, men jeg er her stadig. Hmm. Rummet er gult, og jeg sidder i en hvid plastichavestol. Omkring mig sidder ti mennesker. Til venstre for mig ser jeg min makker Longi, og til højre sidder Maja. Jeg tror nok, at Uncle Yusuf lige har læst op af Lukasevangeliet, og derefter kommenteret det et kvarters tid, men nu snakker han om fodbold. Tror, jeg skal træde et skridt tilbage igen.

Jeg kommer til mig selv, helt. Jeg sidder i andagtsrummet på Gidan Bege, og klokken er ikke meget over otte. Jeg befinder mig allerede midt i morgenens anden andagt. Dagens bibeltekst, og dertilhørende kommentar, forstod jeg ikke helt. Det var vidst noget med, at Peter heller ikke helt forstod Jesus. Han virker som en meget fin fyr – Peter, altså. Uncle Yusuf spørger, om der er nogen, der har noget, de gerne vil have, vi beder om i fællesskab. Der når ikke engang at komme pinlig tavshed, før han bryder ind, og spørger om vi så fodboldkampen i går. Huh? Lad os bede for det nigerianske landshold, siger han. Os blege kigger lidt på hinanden, og udveksler et stille nå med øjnene. Det kan vi da godt. Og lad os også bede for, at Tyskland laver en masse mål mod Honduras - og at Nigeria vinder på fredag! Han lever i den grad op, når snakken går på fodbold. En af de andre mænd i lokalet bryder ind med lidt taktisk info. Han siger, mest som information til os nordboer, at nu hvor kampen på fredag skal spilles i Bauchi, så er det til klar fordel for Nigeria. Modstanderne vil komme til at lide i varmen der. Vi nikker meget indforstået.
Uncle Yusuf spørger Mama, gadedrengenes lærerinde, om hun ikke vil bede for os. Hun begynder straks at plapre løs på hausa. Om hun snakker om fodbold eller ej, forstår jeg ikke helt. Jeg tror, jeg falder lidt hen igen, men bliver afbrudt af et fælles amen. Folk rejser sig, og skramler lidt med havemøblementet. Der bliver klasket håndflader på tværs af lokalet, og jeg skynder mig ud til drengene, som jeg ved venter udenfor.