Sagde du lige det?

Som tiden går, bliver de oplagte emner og observationer færre og færre. Hele tiden har jeg prøvet at holde min blog i det muntre hjørne og kun ytret mig (forholdsvis) positivt om folk.
Dette indlæg har været lidt tid undervejs, og der har været mange overvejelser i den tid. Nok har vi været i Nigeria i nu to måneder, men der er stadig en del ”kultur”-forskelle, man undrer sig over. (Grunden til de foregående gåseøjne er, at jeg langt hen af vejen ikke mener, det er kultur, men derimod mangel på oplysning der giver den største kløft.)
I den sidste tid har jeg derfor samlet sammen til en lille liste, der forhåbentlig illustrerer hvordan, man nogle gange føler, man løber panden mod en mur. Den eneste tanke, jeg ofte står ladt tilbage med, er: Sagde du lige det?

(Jeg håber ikke, der er kommet alt for mange episoder med, og jeg håber heller ikke det er alt for gennemsyret af galle. I det tilfælde at det bliver for langt og surt, så vil jeg gerne på forhånd sige tak til min mor, for trofast at kæmpe sig igennem sure opstød og stadig synes jeg er dygtig. Tak.)

Torsdag den 15. oktober:
Som afslutning på vores daglige morgenandagt læser vi altid en lille kommentar i et gratis udleveret hæfte. Dagens emne var ”Gode vaner”. Det er i og for sig en fin lille ting, men den sidste linje i teksten fangede i den grad min opmærksomhed. ”Gud har den gode vane at få solen til at stå op og ned. Hvad er din?” Sig mig engang: Er jorden stadig flad?!

Søndag den 18. oktober:
Denne morgen besøgte vi en af de nigerianske pigers, Victoria, kirke. De var ved at skrabe lidt penge (700.000 naira = 20.000 kr.) sammen, til at gøre kirken lidt mere lækker. Præsten fortalte under prædikenen om en fattig dame, der gav sit sidste mad til en stakkels profet i stedet for til sig selv og sin søn. Det skulle menigheden også gøre – altså give deres penge til kirken. Gud dækkede jo for damen for 2000 år siden, så det vil han også gør nu. Fundraising direkte under prædikenen, så de ældres råd kan få blødere stole mm. Manipulation er hvad det er! Denne sammenblanding af penge og kirke, efterlader mig kun med en kommentar: Sagde du lige det – og så fra prædikestolen?!
(Det skal lige forklares, at kirkerne hernede ikke er statsstøttede, og derfor er nødt til at samle penge ind fra menigheden, men burde man så ikke lave en sektion i gudstjenesten, hvor man kalder en spade for en spade i stedet for at pakke det ind i prædikenen?)

Søndag fortsat:
Tidligere på ugen havde vi besøg af Tine, Johannes og Mike der til dagligt bor i Mbamba lige udenfor Yola. Disse byer har alle tidligere Reach Out-hold med stor glæde besøgt, men pga. diverse stridigheder er vores rejse til den del af landet udskudt på ubestemt tid. Denne eftermiddag sad vi så endnu en gang og plagede om at det kunne blive taget op til overvejelse igen. Nu havde vi jo lige set at vores danske venner kunne overleve køreturen, og i øvrigt have gjort det flere gange. For at lukke munden på os, og igen pointere sin tyrkertro på onde muslimer, fortalte Chris en historie. Han havde hørt fra en kammerat, som selv havde set det, ellers ville han selvfølgelig ikke have troet det, at der fandtes muslimmer, der var besat af djævlen, og derfor ikke kunne skydes. Kuglerne ville simpelthen bare falde ned på jorden foran dem. Endnu en gang stopper en diskussion med Chris med det hvide ud af øjnene. Manden er 38, og tror Superman er muslim...
Jeg forstår virkelig godt sikkerhedsspørgsmålet, men kom dog med nogle ordenlige argumenter og spar de halvfesne lignelser til kirken.

Mandag den 19. oktober:
På mandage og tirsdage er jeg begyndt at arbejde på en privatskole, der hedder Glorious Hope. Det er langt hen ad vejen en rigtig fin oplevelse, og børnene er velopdragne og imødekommende. De er vant til, at hvis man fejler, så får man prygl. Det er omtrent sådan jeg forestiller mig den sorte skole hjemme i Danmark for 50 år siden. Her er det bare bogstaveligt ”Den sorte skole”.
Jeg finder mig selv siddende ved kateteret, på den ene langside i klasseværelset, i færd med at rette matematikopgaver, da jeg ser op over hæftet, og opdager at min lærerkollega hiver ungerne op foran tavlen. Han beder dem efterfølgende om at knæle ned med front mod klassen. Så fortæller han at de skal holde armene over hovedet, og vente indtil det bliver deres tur. Nu starter han sin tur frem og tilbage foran geleddet. I dagens anledning har han anskaffet sig en stump ledning på cirka 30 cm. Den svirper første gang ned over nakken på en af drengene, der falder sammen i smerte på den hårde, kolde cementgulv. Læreren forsætter ned over ryggen på drengen, og senere på balder og baglår. Da denne torturtime er på sit højeste, sidder 12 af klassens 16 elever på knæ foran tavlen. Lokalet er fyldt med en blanding skrig, tårer, hulken og bønner om nåde. Jeg har sjældent haft så meget lyst til at rejse mig og ty til vold. Han burde bogstaveligt talt have en røvfuld det sadistiske møgsvin!
Nå, men ikke nok med at jeg skal arbejde sammen med en fladpandet middelalderbøddel, så kom der en kvindelig lærer forbi midt i agten. Hun stillede sig smilende i døren, og her tror man det bedste om sine medmennesker, men så spørger hun fandeme: ”Har du brug for hjælp? Jeg kan godt lide at straffe børn!” Endnu engang har jeg kun ét spørgsmål: Sagde du lige det?!

Mandag fortsat:
Efter aftensmaden sidder Maria med Chris og Eunices yngste søn, halvanden måned gamle Peter. Nen, der sidder ved siden af, hiver gang på gang Peters fingre ud af munden på ham. Vi danskere bliver lidt irriterede på hende, fordi vi synes det okay at sutte lidt på en tommelfinger, så vi spørger Eunice om han ikke nok må få lov til det. ”Om han må sutte på sine fingre?! Ved I ikke, det kan blive en livslang lidelse?” Der må vi så nok svare nej. Vi prøver os lidt på skift med at forklare, at vi altså ikke kender voksne, der går rundt og sutter i smug. Det er da rigtig, at der er nogle børn, der har svært ved at vende sig af med sutten, men at man skal sutte på sine fingre i smug, og samtidig kærtegne sine brystvorter - og ja, det var næste eksempel Eunice kom med - det har jeg svært ved at tro. Maria begyndte så at snakke om Freud og diverse faser, men jeg tror psykoanalysen har svære kår her i landet. Var det ikke noget med, at Freud også havde en forklaring på, at Gud var en, vi har opfundet for at give vores tilværelse lidt mere mening?

Om det er kulturforskelle eller ej, det vil jeg lade være op til læseren, men når man står i det, er det ofte svært ikke at rynke brynene og tænke: Sagde du lige det?