mandag den 12. oktober 2009

Litteratur tur

Så skete det. Jeg er løbet tør for litteratur. Jeg har læst alt fra historisk fakta om Nigeria til Leif Panduros traditioner, og senest har den unge Werther gjort en ende på sine lidelser. Jeg har været nødt til at spørge de medrejsende piger om hjælp i denne krisetid.
En kvinde, meget klogere end jeg, har engang fortalt mig: ”Når du skal ud og rejse, så skal du altid have bøger med, som alle gider læse.” Det er bare ikke alle, der har hørt det udsagn.
Jeg har valgt at lave en liste med nogle af de bøger, folk har slæbt hele vejen fra Danmark til Nigeria. Nogle af kommentarerne har sandsynligvis et meget subjektivt præg, men hej, man kan jo spørge sig selv, om vores 3x23 kilo bagage ikke kunne være blevet brugt til noget bedre?

Kærlighedens 5 sprog af Gary Chapman:
- En samtalebog for ægtepar. Det er altid godt at være beredt. Betina har gentagende gange, dog uden held, prøvet at få mig til at læse i den. Jeg tror, og håber, ikke jeg er målgruppen.

Bridget Jones' dagbog af Helen Fielding:
- Den kræver vist ikke nogen introduktion.

Mine hemmeligheder af Sophie Kinsella:
- Ja, omslaget er lyserødt, og forfatteren er hende der også har skrevet En shopaholic i New York. Jeg orker ikke engang at læse bagsiden.

Nynnes dagbog af Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard:
- På bagsiden står der med fed: ”Champagne, hvidvin, rødvin, cognac, gin, tequila og øl.” Det lyder jo alt sammen meget tiltalende, men noget får mig nu alligevel til at holde lidt igen.

Sex and the City af Candace Bushnell:
- Den kræver vist heller ikke nogen introduktion...

Tre sider af samme sag af Marian Keyes:
- Endnu engang har vi at gøre med en bog med lyserødt omslag. Ellers kan jeg se tre par nøgne dameben, der stritter i hver sin retning, med henholdsvis sorte, gule og røde stilletter.
Bagsiden fortæller historien om tre karrierekvinder og deres... bla bla bla!!!

Samtale med dig selv af René Diekstra:
- Den sidste bog jeg har taget med på denne liste, er endnu en samtalebog. Der står det er en ”vejledning i selvanalyse”. Jeg tror ærligt talt, jeg får et problem, mere end jeg løser et, ved at læse denne bog.

Lad mig afslutningsvis slå fast, at denne liste ikke er lavet for at pege fingre af nogen. Listen er tværtimod lavet for at hylde vores forskelligheder og for at illustrere, at jeg er helt på toppen i denne verden (læs: vores compound) domineret af kvinder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar