søndag den 23. august 2009

Opservationer i Københavns natteliv

Som til en polterabend har jeg de sidste par dage været rundt på Vesterbro og omegn. Det sidste danske er blevet nydt, inden vi bliver afskåret fra vores trygge, varme hule. Der er blevet besøgt "Brune stuer", set importerede nigerianske kvinder og spist en sidste omgang stegt flæsk. Kort sagt, alt hvad der er i dag er indbegrebet af dansk kultur.
Det er i dag, mandag, vi rejser til Nigeria, og så står den på 3 måneder med religion, nye skikke og kulturchok. Jeg er ved at gøre mig klar til en omvæltning.

Når man så er ude og nyde den sidste kolde øl, så er det svært ikke at tænke på det kommende eventyr - men kan man virkelig tillade sig det? Altså ikke reflektere over rejsen, men tværtimod drikke den kolde øl? "Jeg kunne have brugt de 55 kr på noget bedre end den fadøl"-tanken har virkelig sat sine spor i mig allerede nu. Det er værd at overveje, hvad man bruger sine penge på. Man bliver skør af at tænke på, hvor mange skolebøger man kunne have købt for den Big Mac, men det er vigtigt at være opmærksom på problemstillingen.

Afrika kommer tættere og tættere på.

mandag den 3. august 2009

Kursus i Århus

Så er vi i gang. I skrivende stund sidder vi 30 volontører i et klasselokale, der minder alt for meget om folkeskolens koldsved og dårligt indeklima, og blogger for første gang. Vi er forvirrede og forventningsfulde. Lige nu virker det som om, der er meget lang tid til næste søndag hvor vores kursus er slut, for der er virkelig meget info at fordøje.
Allerede nu føler jeg, at jeg er væsentligt bedre klædt på, end jeg var i går eftermiddags da jeg ankom. Os der skal til Jos i Nigeria, har fået rigtig mange svar, på nogle af de spørgsmål vi har gået og tygget på over sommerferien, og nu glæder vi os endnu mere!

Stay tuned for flere indlæg.
//Asger