Hvordan man redder en ellers træls søndag...

(Der har været mange overvejelser om dette indlæg. Først var planen, det skulle være et decideret takkebrev, men det blev det ikke. I stedet er det endt med bare at blive en lang beskrivelse af dagens forløb. Jeg undskylder den manglende opfindsomhed.)

Søndagen vi taler om, er den 20. september 2009. Som enhver anden søndag starter den selvfølelig med kirke. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men alle gudstjenester på over to timer er for lange. Sådan er det bare! Gudstjenesten denne søndag rundede to timer og tre kvarter. Jeg er en klar tilhænger af den danske model, hvor det ikke bør tage mere end en time og et kvarter. Når man i tre kvarter sidder og ser på, at der bliver delt post ud fra prædikestolen og fortalt nyheder om kirken og diverse arrangementer, så bliver man træt i hovedet, og mister interessen for det efterfølgende. Folk sidder jo bare og falder i søvn.
En anden ting jeg stadig finder træls er, at hver eneste søndag bliver vi (os blege danskere) behandlet som VIP's. Vi bliver fornemt placeret på forreste række, så alle kan komme og se de hvide. Indtil videre er vi også hver gang blevet bedt om at rejse os i tilfælde af, at der var nogen der havde overset os. ”Hej alle sammen, de hvide er herovre!” Men så har vi jo også prøvet at være de fremmede i et samfund.

Da vi endelig kom ud af kirken, med forhøjet blodtryk og sveden løbende ned af ryggen, kom dagens anden oplevelse. Denne søndag var nemlig den dag, den muslimske ramadan sluttede – Sallah Day. Chris havde fortalt os, at dagens program var blevet ændret til, at vi bare skulle være hjemme hele dagen, fordi folk skulle gå ret meget amok. Den havde jeg nu taget med et gran salt, men da vi kom ud på vejen, gav det lidt mere mening. På gaderne var der mennesker overalt, og de var ligeglade med alt og alle. Det siges, at hvis man dør på denne dag, så ryger man direkte i himlen, og man får de obligatorisk 72 jomfruer. Det resulterer i, at alle færdselsregler ophører. Igen kunne man sidde og føle, at man ikke helt passede ind som hvid, og jeg tror, vi alle var ret godt tilfredse, da kørte gennem porten til vores compound. Så kunne vi stå og tage billeder over muren ud på gaden.
Folk strømmer på denne dag til offentlige parker for at fejre det sammen, og alle skal med, så der er ikke noget der hedder mangel på plads. Alt skal bruges. Lastbiler med folk som hænger ud over siderne, fordi ladet er fyldt, blev pludselig en naturlig del af gadebilledet. Vi kørte også forbi en Toyota Hiace, magen til den vi kører i, hvor der sad mellem 30 og 35 mennesker – og det er minus de ti procent lystfiskerhistorie. Og jeg synes vi sidder tæt, når vi er 18(!) i vores bus.

Da vi ikke skulle noget resten af eftermiddagen, kunne man lige så godt få indhentet noget søvn. Jeg blev vækket ved, at vi skulle have vores ugentlig evaluering. Jeg sendte tankerne tilbage til kirken om formiddagen, for tempoet var lige så langsommeligt. Effektivitet er i den grad et fremmedord i Nigeria. Vores evaluering udviklede sig i midlertid til noget, der mindede om klassens time blandet med grimme tacklinger og mudderkastning. Endnu en gang ærgrede jeg mig over, at jeg ikke var blevet i sengen. Indtil dette punkt må jeg indrømme, at jeg synes denne dag, var spild af tid. Heldigvis skulle det ændre sig.

Om aftenen var vi inviteret på middag hos Bente og Jesper. Det skulle vise sig at være en rigtig god aftale. Bente og Jesper er et ægtepar, som begge arbejder på den amerikanske skole, Hillcrest, her i byen, og som tidligere har været hernede i en årrække, og nu er tilbage på en etårig kontrakt. Jesper startede med at vise os rundt på området. Det er en mærkelig fornemmelse at komme gennem porten fra den virkelige verden, og så træde ind i en verden hvor græsset faktisk er grønt, og hvor hver anden er hvid. Alle var velklædte og så rene ud. Sammenlignet med hvordan der ser ud udenfor murene, så tror man ikke helt sine egne øjne. På rundvisningen kom vi forbi diverse sportsbaner, og da vi kom til basketballbanen, og der var nogen der spillede, var jeg nødt til at spørge om at være med. Oven på en dag hvor man har været så inaktiv som os, var det en befrielse af de store at få lov at svede igennem. Man fristes jo næsten til at sige halleluja.
Da vi kom op til deres hus, var Bente færdig i køkkenet. Spaghetti og kødsovs – på dansk! Vi har fået det én gang i villaen, men der var det altså udkogt pasta, og en kødsovs hvor den røde olie sejlede rundt ovenpå. Så to tommelfingre op til Bente! Vi fik også rigtig salat. Den var hverken sovset ind i mayonaise eller noget, det var bare helt almindelig salat. (Når man sidder og skriver det ned, tror man næsten ikke det var sandt.) Og så var der endda lavet hjemmebagt brød til. Og det smagte ikke af gummi og petroleum! Det var himmelsk!
Når man sidder i en stue og spiser dansk mad, og der ligger dansk litteratur på bordet, så føler man sig faktisk hjemme. Det er et skørt behov at have, at gruppere sig når man er ude i verden, og bruge tid på at føle sig dansk, men hold op hvor er det dejligt.
Til dessert var der hjemmebagte kanelsnegle og kaffe, og der var ikke engang en ukendt bismag. Hvad mere kan man ønske sig?

Da vi kørte hjem om aftenen, var der en salighed i bussen som aldrig før. Der herskede en følelse af, at nu kan vi klare en måned mere. Bente og Jesper, vi sender jer de varmeste tanker. Jeres gæstfrihed vil blive husket i meget lang tid.
Tak fordi I reddede vores søndag!