It ain't over 'til the fat lady eats her cake

Prolog: Dette indlæg fortjener en slags introduktion. Emnet er kirke. Som en del af projektet hernede skal vi i kirke hver søndag. I dag skulle vi så besøge en pinsekirke. Jeg sidder med tusind indtryk og tanker lige nu - og jeg er ikke alene. Jeg tror, alle danskere i villaen sidder og grubler over denne oplevelse. Jeg vil prøve at fremstille det så neutralt som muligt, men lige nu tror jeg, det bliver svært.

Hvordan kan man bruge fem timer og tyve minutter? Der er mange muligheder. Samlet er det 320 minutter. Et afsnit af ”Venner” varer 25 minutter. Dvs. man kan nå at se 13 afsnit. Man kan også vælge at se tre en halv fodboldkampe. Fem timer og tyve minutter er også langt over en halv arbejdsdag.
Man kan også gøre som os, der ikke er i nærheden af et tv, en fodboldbane, eller et job med en fed hyre, vælge at gå i kirke. Og ja, vi var i kirken i over fem timer! Vi ankom klokken 9, og forlod stedet tyve minutter over to.

Allerede efter en halv time ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde en blok med, for der kunne jeg godt se, at der ville blive noget at huske. Det skulle vise sig, at det ikke var noget problem, da der åbenbart, har vi erfaret, er tradition for at masseproducere hæfter og andre ting i forbindelse med ens børns færdiggørelse af en uddannelse. Ja, der blev delt hæfter ud til alle 600 (Vi talte dem ikke, men det er et godt bud.) kirkegængere i forbindelse med Damilola Olowonihi Iretiayo Adeniyis ”graduation” - så et stort tillykke skal lyde herfra, hvem du så end er. I hvert fald fik jeg en blok til at notere nogle af begivenhederne.

Noget af det første der slog mig da vi trådte ind i kirken, var den høje musik. Rummet, der omtrent er 5-6 gange så stort som Voxhall hjemme i Danmark, var udstyret med et voldsomt PA-anlæg, der var placeret på den cementstøbte scene modsat indgangen. Ud flød, eller nærmere bragede, vestafrikanske gospeltoner allerede før gudstjenesten. Vi blev vist på plads, i afdelingen for dem der kom i ”Oasis of Love Church” for første gang. Så greb vores toastmaster mikrofonen, og vi kunne begynde. Jeg tror nok, det var hende, der var dagens præst, men hun havde mere karakter af toastmaster, da hun egentlig bare styrede rækkefølgen af begivenhederne.
Hun bad alle om at rejse sig, og bede højt, for sig selv, og på hvert sit sprog. Dvs. at hele menigheden begyndte at bede hver deres bøn højt, inklusiv præsten som næsten råbte sin bøn i mikrofonen, på enten volapyk eller hvad andre ville kalde tunger. Naivt kunne man så stå der, og tro det ville være et minut eller to med alle disse sprog og bønner, men nej – det varede i 25 minutter!
Så var man klar over, at man var i pinsekirken. Det var virkelig skørt at opleve. Folk opførte sig så mærkeligt. Et øjeblik lignede det nærmere spisesalen tilbage på Egmont Højskolen.
Hele denne scene fadede meget professionelt over i et tre kvarters gospel/funk-medley, og sådan gik den første time og et kvarter – heldigvis havde jeg fået en notesbog.

Det var først efter tre timer, at den rigtige prædiken gik i gang. Indtil da havde der været flere musikindslag, danseindslag og en del havde været på scenen og skriftet offentligt. Så man var begyndt at blive godt træt i hovedet allerede.
Manden der skulle prædike, var iført et guldjakkesæt, og hold nu kæft hvor kunne han snakke i lang tid! Han talte (læs: råbte!!!), i over en time, og mellem cirka hver anden sætning råbte han: Can I get an amen?! Og så svarede salen: AMEN! Det var for skørt.

Når folk har siddet i over tre timer og blevet bombarderet med lyd og budskaber, så virker en prædiken på en time som ren hjernevask. Manden i guld gentog det ene budskab efter det andet, kun afbrudt af et ”amen!” i ny og næ. Man er nødt til at give det til ham; han råbte i oven en time uden manuskript. Modsat nogle af dem i menigheden der virkelig følte budskabet, følte jeg mig hensat til et østtysk forhørslokale. Til sidst giver man bare op. Efter så mange timer bliver man mør. Man vil bare gerne have det overstået. Overlagt manipulation – det var det eneste, det var.

Efter prædikenen var det blevet tid til at samle ind til kirken; og der kom dagens punchline: ”Hvis du vil tættere på Gud og Himlen, så giv penge til denne kirke.” Jeg var målløs...
Det er sjovt hvordan man opfatter sig selv, når man er hjemme i Danmark, og hvordan man opfatter sig selv, når man er ude i verden. Man lærer virkelig, hvad man ikke står for. Jeg vil hellere sidde på en kold, hård bænk i en dansk landsbykirke end sidde i en havestol og høre på folk velsigne hinanden, for deres påståede gode gerninger.

Afslutningsvis blev enken til kirkens afdøde stifter hyldet, fordi hun åbenbart lige har haft fødselsdag. Hun var en mægtig, nogle ville kalde hende buttet, andre ville måske endda kalde hende smækfed, dame, som åbenbart stadig havde en masse, at skulle have sagt. Hun blev begavet med en tur til London på 5-stjernet hotel og en tur i Wellness-center. Hmm, gad hvor kirken har fået pengene til den gave fra? Fra folk som er ”kommet tættere på Gud”? Jeg spørger bare...
Men endelig slap vi ud. Efter, jeg gentager(!), fem timer og tyve minutter.

Epilog: Okay, jeg har måske ikke været helt neutral, men det var virkelig også en mærkelig oplevelse. Jeg tror aldrig, jeg vil glemme det. Det har givet utrolig meget at tænke over. Det er så farligt at tolke disse hellige tekster; og det er lige meget, om vi taler om koranen eller biblen. Tilbage i villaen har diskussionen kørt mange gange sidden denne gudstjeneste, og der er delte meninger. Det vi kan lære af det er, at man bare er nødt til at forholde sig til visse ting.